Købmand overfaldet med kniv: Nu er han død

En 55-årig mand er afgået ved døden efter han 21. oktober blev udsat for et voldsomt knivoverfald

Video: Rene Schütze

En 55-årig nordjysk mand er afgået ved døden, efter han 21. oktober blev udsat for et voldsomt knivoverfald i sin købmandsbutik i Suldrup.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Knivstikkeriet fandt sted lørdag eftermiddag, da en kun 20-årig mand umotiveret gik amok i Spar-butikken.

Den nu afdøde købmand blev stukket flere gange med kniven, før to snarrådige kunder kunne overmande den 20-årige mand og holde ham tilbage indtil politiet ankom til stedet.

Siden knivstikkeriet har den 55-årige butikschef kæmpet for sit liv, men klokken 11.02 i dag afgik han ved døden.

Den 20-årige mand er p.t. varetægtsfængslet i surrogat på et psykiatrisk sygehus til 17. november og han sigtes nu for drab i stedet for drabsforsøg.

112 - 21. okt. 2017 - kl. 22:59 Butikschef livsfarligt såret af knivstik: Nu hylder politiet to kunder

Tusindvis af borgere sender tanker
På Spars Facebook-side har de informeret lokalområdet om tragedien.

- Det er med stor sorg, at vi må meddele, at Finn er sovet ind klokken 11 i dag med nærmeste familie omkring sig, skriver Spar-butikken.

Det har tydeligt påvirket kunderne og Finns venner og bekendte, som har reageret heftigt på opslaget.

I skrivende stund har mindst tusind personer reageret på opslaget, imens 962 har kommenteret det.

De fleste sender deres dybeste tanker til Finns familie og hans børn, de kondolerer og sender hilsner til de ansatte.

 

En skriver:

- Mangler ord for, hvor tragisk og meningsløst det er. Så fuldstændig forfærdeligt og uretfærdigt

En anden skriver:

- Kondolerer. Vores dybfølte tanker går til Finns familie, og vi har dyb respekt for alle de ansattes håndtering i denne fuldstændig uretfærdige og meningsløse situation. Ære været Finns minde.

Og sådan fortsætter kommentarerne med at rulle ind.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere