Kølle-bandes hærværk: Pizzeria skadet for over 100.000

Ukendt motiv bag omfattende ødelæggelser på Aarhus-pizzeria mandag aften

- Det er ikke første gang, vi sætter nye ruder i pizzeriaet, men denne gang har bøllerene ødelagt stedet systematisk, fortæller glarmestrene Allan Flittner i forgrunden og Michael Gammelgaard. (Foto: Mikkel Berg)
- Det er ikke første gang, vi sætter nye ruder i pizzeriaet, men denne gang har bøllerene ødelagt stedet systematisk, fortæller glarmestrene Allan Flittner i forgrunden og Michael Gammelgaard. (Foto: Mikkel Berg)

En snes ukendte unge mænds kølle-hærværk mandag aften mod Lemon Pizzeria i Frydenlund Centret i Aarhus-forstaden Hasle løber formentlig op i over 100.000 kroner.

Alene den totalt knuste glasfacade, der dækker omkring 12 kvadratmeter, koster mindst 50.000 kroner at erstatte. Det oplyser glarmester Michael Gammelgaard, Byens Glas, til Ekstra Bladets reportere.

- Det hele er smadret hæmningsløst både udvendigt og indvendigt. Store dele af facaden skal skiftes med nyt glas og rammer og det hele. Alene den del løber i hvert fald op i 50.000 kroner, skønner glarmesteren.

Knust glas over alt
En kort rundvisning i de hærgede lokaler viser med al tydelighed, at kølle-banden systematisk har smadret hele butikken.

Et mandshøjt, to-fløjet køleskab er hamret sønder og sammen.

Serveringsdisken af træ er slået til plukfisk, og bag disken ligger ødelagte apparater, lamper og inventar hulter til bulter.

I vægge og dørkarme er der slagmærker efter metal-baseballbats. Der ligger glassplinter over alt.

Personale flygtede ad bagdøren
Pizzeria-ejeren og personalet tog flugten ad bagdøren, da den maskerede kølle-bande slog til mandag klokken 20.45. Personalet i centrets Fakta-butik kunne blot se til, mens de anonyme gerningsmænd arbejdede sig gennem Lemon Pizzeria.

Hos naboen, Bodega Pusterummet, fortæller ejeren gennem 34 år, Bente Pedersen, at hun lukker kl. 20 hver aften af hensyn til sine kunders sikkerhed.

- Det er ikke trygt at være i centret om aftenen. Der render nogle unge fyre rundt og laver ballade, men politiet kan åbenbart ikke anholde dem.

Lå i ruiner
- Jeg har selv prøvet at få smadret mine facaderuder for halvandet år siden. Om det er tilfældigt, at det nu er gået ud over pizzeriaet, ved jeg ikke. Det kunne have været hvilken som helst af butikkerne i centret, fortæller Bente Pedersen.

Vidner så mandag aften omkring 20 unge mænd af somalisk eller arabisk udseende gå løs på Lemon Pizzeria. Først da stedet lå i ruiner, forsvandt flokken.

Østjyllands Politi arbejder med at finde et motiv til hærværket men har tirsdag eftermiddag ikke anholdt nogen i sagen, oplyser politiets talsmand Lotte Fisker Jørgensen fra politiets kommunikations-afdeling.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at komme igennem til Lemon Pizzerias ejer på begge hans telefonnumre. Men ingen af numrene bliver besvaret.

Se også: 20 unge amok i center: Smadrede pizzeria med baseballbat  

1 af 2 Bodega Pusterummets ejer gennem 34 år, Bente Pedersen: - Det er ikke trygt at være i centret om aftenen. Der render nogle unge fyre rundt og laver ballade. (Foto: Mikkel Berg)
2 af 2 - Det er ikke første gang, vi sætter nye ruder i pizzeriaet, men denne gang har bøllerene ødelagt stedet systematisk, fortæller glarmestrene Allan Flittner i forgrunden og Michael Gammelgaard. (Foto: Mikkel Berg)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen