Kørte spritstiv på landevej med 146 km/t: - Rystende oplevelse

En stiv polsk mand er blevet anholdt, efter han kørte 146 kilometer i timen på en landevej

Med 146 km/t og en promille på mere end 2.0 blev en polsk bilist heldigvis stoppet af politiet, inden der skete nogen ulykke her til eftermiddag.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til Ekstra Bladet.

- Det er en fast patrulje, der standser bilen 14.25 efter at have målt hastigheden, siger vagtchef Erik Lindholdt.

Her måler de hans hastighed til at være 146 km/t på Skodborgvejr, der er en landevej, hvor man må køre 80 km/t.

- Patruljen vurderer, at han er alkoholpåvirket, og han blæser sig så til en promille på 2,4.

Der bliver dernæst taget en blodprøve, og han sigtes for både hastighedsovertrædelse og spirituskørsel.

- Han har nu indbetalt et samlet depositum på 12.500 kroner, da sagen ikke kan afgøres før blodprøven er analyseret.

- Derudover har vi administrativt inddraget hans førerret i Danmark, hvilket betyder, at hvis vi tager ham igen, så sigter vi ham for at køre uden føreret.

Vagtchefen er samtidig rystet over den polske spritbillst.

- Det er var en noget rystende oplevelse, at han kørte så stærkt, når han var så fuld, siger han.