Kørte uden billet: Nu skal han i fængsel

En 43-årig mand får 30 dages ubetinget fængsel, da han gentagne gange er blevet tildelt bøder

Arkivfoto: Jonas Olufson
Arkivfoto: Jonas Olufson

Efter have fået 86 bøder for at køre med tog uden billet er en 43-årig mand blevet idømt en fængselsstraf.

Det oplyser anklager Eva Madsen til Nordjyske. Til Ekstra Bladet uddyber hun sagen:

- Manden skulle bare fra a til b, og han havde ikke selv penge til at købe en billet.

I alt har han fået bøder svarende til 64.500 kroner. Penge, der aldrig er blevet betalt. Selv om han nu har fået en fængselsstraf, har DSB samtidig rejst et erstatningskrav for at få pengene ind. 

Togrejserne er gået på tværs af landet blandt andet til København, Randers og Holstebro og er stået på i en periode, der løber over mere end tre år.

Det var DSB, der i 2019 anmeldte ham til politiet.

I retten tilstod manden og blev idømt 30 dages ubetinget fængsel, hvilket er en tillægsstraf til en tidligere dom.