Kofi Annan er død

Den tidligere FN-generalsekretær er død i en alder af 80 år

Kofi Annan er død i en alder af 80 år. Video: AP

Den tidligere leder af FN-sekretariatet og modtager af Nobels Fredspris Kofi Atta Annan er død. Han blev 80 år gammel. Det skriver FN's migrationsagentur på Twitter.

- I dag sørger vi over tabet af en stor mand, en leder og en visionær: Tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan.

Portræt fra da Annan besøgte Den Sorte Diamant i København i 2013. Foto: Henning Hjorth
Portræt fra da Annan besøgte Den Sorte Diamant i København i 2013. Foto: Henning Hjorth
 

Annan var den første sorte afrikaner til at besidde stillingen, som han bevarede i to perioder mellem 1997 og 2006. I 2001 blev han genvalgt til en ny femårsperiode i spidsen, hvilket antydede hans popularitet. Det var samme år, han vandt fredsprisen.

På Twitter meddeler familien, at ghaneseren sidste tid blev fredfyldt.

- Det er med stor sorg, at Annan-familien og Kofi Annan Foundation må meddele, at Kofi Annan, tidligere generalsekretær for De Forenede Nationer og Nobels Fredspris modtager, ​​lørdag den 18. august sov stille ind efter kort tids sygdom.

Den tidligere generalsekretær opnåede i sin tid som leder af FN at sætte fokus på menneskerettigheder, opstille de såkaldte millennium-mål for udvikling og at gøre fremskridt i kampen mod sygdomme som aids og malaria.

Blå bog: Kofi Annan

Navn: Kofi Atta Annan.

Født: 8. april 1938.

Død: 18. august 2018 (80 år).

Fødested: Ghana.

Søn af: Henry Reginald Annan og Victoria Annan.

Gift med: Nane Annan i 1984. Før det var han fra 1965 til 1983 gift med Titi Alakija. Han har tre børn.

Uddannelse: Annan har en lang række akademiske grader fra prestigefyldte universiteter i Ghana, Schweiz og USA. Blandt andet har han læst økonomi.

Karriere:

* I 1962 blev han ansat i verdenssundhedsorganisationen, WHO. Siden fik han en lang række roller inden for FN-systemet. Blandt andet inden for den økonomiske kommission i Afrika og FN's Flygtningeorganisation, UNHCR.

* Fra 1993-1996 var han vicegeneralsekretær og havde ansvar for FN's fredsbevarende operationer. En vanskelig post som senere kom til at koste ham dyrt i anseelse.

* Fra 1997 til 2006 var han generalsekretær for FN som den første sorte afrikaner. Valget af Annan til generalsekretær var usædvanligt, fordi han efterfulgte en anden afrikaner, egypteren Boutros Boutros-Ghali.

Det var derfor efter gængs FN-praksis et andet kontinent and Afrika, der stod for tur til at indtage den vigtigste post i FN-hovedkvarteret i New York.

Usædvanligt var det også, at Annan i 2001 blev genvalgt til en ny femårsperiode i spidsen for FN, hvilket antydede omfanget af hans popularitet.

* I 2007 oprettede Kofi Annan organisationen Kofi Annan Foundation, som arbejder for fred, udvikling og menneskerettigheder.

* Han var i de senere år desuden medlem af en række organisationer blandt andet menneskerettighedsgruppen The Elders, og han var engageret på University of Ghana.

Pris: I 2001 modtog Kofi Annan sammen med FN Nobels fredspris "for deres indsats for en bedre organiseret og fredeligere verden".

Kilder: Ritzau, Kofi Annan Foundation og FN.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere