Kommunal direktør død efter ulykke

Direktør i Børn- og Ungeforvaltningen i Odense er død efter en trafikulykke

Video: Local Eyes.

Direktøren i Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune, Poul Anthoniussen, er død efter en trafikulykke torsdag aften. Han blev 49 år.

Det skriver Fyens Stifttidende.

- Det er med stor sorg, at jeg har modtaget meddelelsen om, at administrerende direktør Poul Anthoniussen er afgået ved døden som følge af den ulykke, han har været ude for torsdag aften, skriver børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R) til avisen.

- Mine tanker og dybeste medfølelse er hos familien.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune, der oplyser, at Susanne Crawley Larsen ikke ønsker at udtale sig yderligere.

Uklart hvad ulykken skyldes
Poul Anthoniussen efterlader sig kone og to børn.

Ulykken skete torsdag aften, hvor Poul Anthoniussen kørte op i en lastbil på rastepladsen ved Ålsbro Nord mellem Middelfart og Odense.

Det er endnu uklart, hvad uheldet skyldes, men der er ikke noget, der tyder på, at Poul Anthoniussen var påvirket.

Poul Anthoniussen havde en baggrund som lærer og har arbejdet i Odense Kommune siden 2011. Han blev konstitueret direktør i Børn- og Ungeforvaltningen i 2015 og tiltrådte som direktør i 2016.

Ekstra Bladet arbejder på at få en kommentar fra Fyns politi.