Kone reddede mand fra at drukne - faldt i havn efter fest

50-årig mand lagt i kunstigt koma efter dramatisk redningsaktion på Kerteminde Marina i nat

Dramatisk redningsaktion på marinaen i Kerteminde natten til mandag. (Foto: Googlemaps)
Dramatisk redningsaktion på marinaen i Kerteminde natten til mandag. (Foto: Googlemaps)

Kender du ægteparret? Ved du noget? Kontakt 1224@eb.dk eller sms på 1224 (alm. takst)

En 50-årig mand kæmper for livet på Odense Universitetshospital, efter at han natten til mandag faldt i vandet på marinaen i Kerteminde.

Han var klokken 2.39 sammen med sin hustru på vej hjem til sin båd efter en fest, da han ifølge vagtchef hos Fyns Politi, Kim Munksgaard, får overbalance og falder i vandet.

- Manden snubler, da han skal træde ned i båden. Han ryger i vandet. Konen springer efter. Hun kan ikke få sin mand reddet op, men det lykkes hende at holde sin mands hoved over vandet, siger Kim Munksgaard.

Flere andre overnattende på marinaen kommer til undsætning. Men heller ikke de kan få manden op på land.

Først da redningsmandskab fra en tilkaldt ambulance når frem, får man den 50-årige bjærget op af det 12 grader varme vand.

- Og her får han så hjertestop på grund af underafkøling. Han bliver så genoplivet og kørt på Odense Universitetshospital, fortæller vagtchefen.

Lagt i kunstigt koma
Fyns Politi har fået melding om, at den 50-årige, der er fra Odense, på sygehuset blev lagt i kunstigt koma for at give kroppen en bedre chance for at restituere efter at være underafkølet. Meningen var, at manden skulle vækkes igen i løbet af mandagen.

- Vi har endnu ikke hørt noget. Det er jo også et godt tegn, for det kan jo også betyde, at manden ikke er afgået ved døden, siger Kim Munksgaard.

Politiet har mandag formiddag været på havnen i Kerteminde for at undersøge sikkerhedsforanstaltningerne i havnebassinet.

- Der har ikke været noget at bemærke, og vi betragter sagen som et hændeligt uheld, siger vagtchefen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere