Kongehus-chauffør risikerer bøde: Her gør han det ulovlige

Fyns Politi er opmærksom på et videoklip, der angiveligt viser en af Kongehusets chauffører bruge mobiltelefon under kørsel forbi lastbilbrand

Se det meget omtalte klip, der nu får politiet til at undersøge sagen nærmere

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Fyns Politi er opmærksom på det videoklip, som Ekstra Bladet er i besiddelse af, og som angiveligt viser en af Kongehusets chauffører optage en lastbilbrand på lavbroen over Storebælt mandag eftermiddag.

Det fortæller vagtchef Steen Nyland mandag aften til Ekstra Bladet.

- Jeg har ikke selv set videoen, men jeg har hørt, at den findes. Derfor vil videoen blive set igennem, siger Steen Nyland til Ekstra Bladet.

Viser det sig, at politiet også får opfattelsen af, at chaufføren er i færd med at betjene sin mobiltelefon, mens han kører Krone11-bilen, så kan det tænkes, at politiet vil kontakte Kongehuset for at få oplyst identiteten på føreren af bilen.

- Det er muligt, siger Steen Nyland videre.

Det var mandag eftermiddag, at en lastbil fra firmaeet DK-Miljø brød i brand på motorvejen over Storebælt. Lastbilen kørte i retning mod Fyn. Branden gjorde, at først motorvejen i vestlig retning blev spærret. Kort efter da brandvæsenet ankom, valgte man også at slukke for strømmen i køreledningerne på jernbanen over broen.

Det betød, at også togdriften over Storebælt blev indstillet.

Gennem hele forløbet var det imidlertid muligt at køre i østlig retning. Det gjorde rigtig mange. Herunder også en af Kongehusets chauffører.

Der lod ikke til at være andre til stede i bilen end chaufføren. Han blev ved et tilfælde optaget af en anden bilist, som filmede med sin telefon. Den bilist sendte optagelsen til Ekstra Bladet i den hensigt, at Ekstra Bladet skulle have en fin optagelse af lastbilbranden.

Det viste sig imidlertid, at Krone11-bilen dog pludselig kom til at trække overskrifter i stedet.

På optagelsen ses chaufføren holde en mobiltelefon med sin højre hånd. Højre hånd ser også ud til at have fat i rattet. Men mobiltelefonen er placeret i hånden på en sådan måde, at man godt kan få opfattelsen af, at også Krone11-chaufføren ønskede at få de helt rigtige billeder af lastbilbranden på sin vej forbi uheldsstedet.

Steen Nyland fortæller til Ekstra Bladet, at politiet konstaterede adskillige farlige situationer, efter at motorvejen blev genåbnet.

- Vore betjente har på stedet noteret 10 biler, hvor de så, at chaufføren optog med sin mobiltelefon. De 10 chauffører kan forvente at få en henvendelse en af de næste par dage, siger Steen Nyland.

Når politiet i det hele taget blev på stedet for at notere bilister, skyldes det, at det dels er farligt, fordi det kan føre til uopmærksomhed. Men også fordi køen bag uheldsstedet kommer til at tage meget længere tid at afvikle.

- Når nogen vælger at optage, sker der ofte det, at de sætter farten ned. Det gør, at andre bag dem også sætter farten ned, siger Steen Nyland.

Det giver en dominoeffekt, hvor den oprindelige kø kan risikere at være timer længere om at blive opløst, end den ellers havde villet.

Ingen kom til skade i lastbilbranden. Chaufføren var en 22-årig mand fra Sjælland, som ifølge Ekstra Bladets oplysninger fik svendebrev i fredags og havde første arbejdsdag.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere