Konkurs: Ejendele sat til salg

Syv heste fra den konkursramte luksusbilforhandler Kenneth Falke Theil er nogle af de ejendele, som er blevet sat til salg på auktion

Kenneth Falke til sin auktion i efteråret 2019, som fik stor mediebevågenhed. Foto: Søren Gylling/Ritzau Scanpix
Kenneth Falke til sin auktion i efteråret 2019, som fik stor mediebevågenhed. Foto: Søren Gylling/Ritzau Scanpix

Ved du noget om sagen, så tip os på 1224@eb.dk eller sms til 1224.

Siden konkurserne i starten af februar begyndte at vælte ned over den fængslede luksusbilforhandler Kenneth Falke og hans familie, har kurator Søren Christensen Volder haft travlt med at beslaglægge alt fra luksusbiler og både til en diamantring og heste.

Nu sættes sidstnævnte så til salg på en auktion hos Campen Auktioner.

Det drejer sig om syv heste, der af auktionarius Finn Campen vurderes til at koste en halv million kroner samlet set.

- Sådan nogle heste skal jo passes ordentligt på og have noget at spise, så det er derfor, vi forsøger at få dem solgt med det samme, siger Søren Christensen Volder til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under billedet...

En af de syv heste, som er sat til salg. Foto: Campen Auktioner
En af de syv heste, som er sat til salg. Foto: Campen Auktioner

'Topheste'
Sammen med Torben Korsager, der er kurator for Kenneth Falkes personlige konkursbo, har han sat hestene til salg.

Ifølge Finn Campen er der tale om nogle 'topheste', som Kenneth Falke købte i 2019, da det kendte stutteri Jens Kvist gik konkurs.

Udover hestene er der også blev sat andre ting fra konkursboerne til salg. Eksempelvis kontormøbler og værkstedsinventar.

Sagen kort

En lang række selskaber tilknyttet luksusbilforhandleren Kenneth Falke fra Kolding er gået konkurs i starten af februar.

Ifølge kurator Søren Christensen Volder er der mistanke om 'massiv svindel i millionklassen'.

Selvom det er Falkes hustru, der har stået som ejer og direktør, mener kurator, at det er Kenneth Falke, som har styret hele koncernen.

Det har hustruen også selv erkendt i Skifteretten.

Udover selskaberne er Kenneth Falke og hans hustru også gået personligt konkurs.

Kenneth Falke sidder for tiden varetægtsfængslet for ulovlig våbenbesiddelse.

Flere specialbiler, som Kenneth Falke har ejet, forventes også at blive sat til salg om ikke så lang tid.

- Henover foråret planlægger vi at sælge nogle af de øvrige aktiver, siger Søren Volder Christensen.

Landskendt auktion
Det er blandt andet nogle af de biler, der ikke blev solgt ved Kenneth Falkes store mediedækkede auktion for specialbiler i efteråret 2019.

Læs om den herunder:

Se også: Bilforhandler har gjort helt særligt køb

Se også: Spektakulære biler indkasserer millioner på auktion

Her blev en spektakulær samling af 41 biler, der oprindeligt var fragtet fra Californien til Danmark, sat til salg.

Flere af køberne fra dengang har efterfølgende taget kontakt til kuratoren.

- I konkursboet har vi fået henvendelser fra nogle af dem, der har købt biler på efterårets auktion, og som ikke har fået det, de er blevet lovet. Det drejer sig om papirer på bilerne og nogle specialdele til dem.

Uden papirer kan det være mere end vanskeligt at få sin bil registreret.

- Hvis vi finder papirerne, så må de gerne få dem, men dels er det ikke sikkert, at de findes, og dels er det ikke sikkert, at vi finder dem, siger han.