Korruptionsdømt ekspræsident løslades i Brasilien

Brasiliens tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silva bliver løsladt fra fængsel. Det har en dommer afgjort fredag aften

Ekspræsidenten har på intet tidspunkt erkendt sin skyld. Foto: Ritzau Scanpix.
Ekspræsidenten har på intet tidspunkt erkendt sin skyld. Foto: Ritzau Scanpix.

Brasiliens tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silva bliver løsladt fra fængsel.

Det har en dommer afgjort fredag aften, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ekspræsidenten afsoner en dom på knap 13 års fængsel for korruption. Han er dømt for at lade store byggefirmaer renovere et sommerhus til ham.

Lula har på intet tidspunkt erkendt sin skyld.

Foruden Lula står flere tusinde dømte over for at blive løsladt, efter at højesteret natten til fredag omstødte en tidligere bestemmelse. Den siger, at kriminelle skal fængsles, lige så snart den første appel til en domstol er afgjort, uden at den sagsøgte får medhold.

Det betyder, at dømte har ret til at være på fri god, indtil deres sidste ankemulighed er udtømt ved flere retsinstanser. Det er en proces, der ifølge kritikere kan vare i årevis, hvis de tiltalte har råd til at hyre dyre advokater.

Se også: Ekspræsident overgiver sig til politiet

Højesteret tog beslutningen med seks stemmer mod fem. Mange af dem, som den berører, blev anholdt under den meget store operation mod korrupte forretningsfolk og politikere, der blev indledt i 2014 med tilnavnet Bilvask.

Brasiliens justitsminister, Sergio Moro, siger, at brasilianerne må respektere afgørelsen. Det var Moro selv, der som særlig anklager ledte operation Bilvask og var med til at sende Lula i fængsel.

Lula er stadig en meget afholdt politiker blandt de mindre bemidlede i Brasilien. Han ledte landet gennem et økonomisk boom under sin tid som præsident fra 2003 til 2010.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere