Kræftsyge Magnus død i nat

Magnus nåede ikke at gå i gang med behandlingen i Malaga

Magnus ses her sammen med sin storebror og lillesøster. (Foto: Privat).
Magnus ses her sammen med sin storebror og lillesøster. (Foto: Privat).

Otteårige Magnus Andersen Eid er afgået ved døden på hospitalet i Malaga i Spanien, hvor han skulle i gang med en livreddende behandling mod en aggressiv hjernetumor.

Det bekræfter Valentina Crast, der har lov til at udtale sig på familiens vegne, til Ekstra Bladet.

- Han klarede den ikke. Han døde sent i nat. Jeg blev ringet op og fik at vide, at han er død, siger en dybt berørt Valentina Crast.

Magnus var diagnosticeret med en aggressiv og ondartet tumor i hjernen, og lægerne i Danmark havde kun givet ham få måneder at leve i.

Men mandag eftermiddag fløj Magnus med sin mor, far og storebror samt en læge til Malaga, hvor en alternativ behandling skulle redde hans liv. Han nåede dog ikke at påbegynde behandlingen.

- Han nåede ikke at komme i gang med behandlingen. Han skulle lige styrkes først, men han klarede det ikke, siger Valentina Crast og tilføjer.

- Alle græder lige nu. Vi er meget ked af det.

Hun fortæller, at Magnus' forældre og storebror var til stede, da han sov ind. Flere pårørende er netop nu på vej til Malaga for at støtte familien.

Magnus blev kendt, da familien i februar oprettede en indsamling, så han kunne få en alternativ og omkostningsfuld behandling på en klinik i Houston i USA, hvor man har gode erfaringer med at behandle den type kræft, som han led af.

Familien fik på under en uge indsamlet alle pengene til behandlingen, som det viste sig også tilbydes på klinikken i Malaga. Derfor valgte familien at tage til det sydlige Spanien i stedet for.

Valentina Crast har tidligere oplyst til Ekstra Bladet, at der blev samlet omkring 1,5 millioner kroner ind til Magnus' behandling via blandt andet Facebook-siden Fighting for Magnus (MIV).

Her strømmer det lige nu ind med mindeord til den tapre dreng og hans familie.

'Der findes ingen ord!! Magnus var den største fighter! Det gør mig SÅ ondt.. hvil i fred smukke Magnus', skriver Katja.

'Det gør så ondt på mig at læse og samtidig er det skrevet så mange pæne og søde ord til jer. Mange varme tanker og knus til jer alle', skriver Tina.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere