Kræver 100.000 i erstatning af 16-årig grafitti-maler

Så kan han lære det:  Hvis den unge mand fra Bramming ikke selv har pengene, så går kravet helt eller delvist videre til hans forældre

En 16-årig ung mands lyst til at udføre grafitti-malerier på husmure i Bramming ved Esbjerg får nu store økonomiske konsekvenser for ham og hans familie.

Politiet har nemlig fundet frem til den unge gernings-mand bag hærværket.

Erstatningskravet er ikke endeligt gjort op.

- Men det kommer til at ligge i omegnen 100.000 kroner. Det er mange penge. Og som oftest skal forældrene helt eller delvist udrede pengene, hvis barnet ikke kan. Drengen er over den kriminelle lavalder, så han er ansvarlig for sine gerninger. Det er da en træls økonomisk byrde at blive pålagt, siger Karsten Aaskov, stationsleder hos lokalpolitiet i Ribe, til Ekstra Bladet.

Mindst otte bygninger
Den unge mand har overmalet mindst otte bygninger i Bramming med grafitti. Der er tale butikker, virksomheder og udlejningsejendomme.

- Drengen har skrevet sit såkaldte kendetegn på murene, som grafitti-malerne ofte gør. Da vi først fik opklaret, hvem der havde lavet et af malerierne, så kunne vi ved hjælp af foto-dokumentation bevise, at drengen også har lavet de andre hærværk. Han har da også erkendt forholdene, siger stationslederen.

Den 16-årige er efter endt afhøring nu atter løsladt.

Det bliver dyrt
- Der er al mulig grund til at advare grafitti-malerne mod at male løs alle mulige steder. Politiet tager det alvorligt og regningen for afrensningen kan hurtigt løbe op i rigtigt store beløb. Vi håber da, at denne sag kan være med til at afskrække andre unge, siger Karsten Aaskov.

Også Esbjerg har gennem lang tid været plaget af omfattende grafitti-hærværk. For et par år siden fik grafitti-malerne et særligt sted af kommunen, hvor de kunne udfolde deres kunstneriske aktiviteter. Det skete netop for at dæmpe hærværk i byen.

Resultatet har imidlertid fået den stik modsatte effekt. En gruppe af de unge begår fortsat hærværk i byen.

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere