Kræver 147 millioner kroner fra SAS

Tirsdag begynder ankesag i Østre Landsret, hvor 265 tidligere SAS-ansatte har sagsøgt SAS for 147 millioner

Det er et i forvejen presset flyselskab, der tirsdag må møde i Østre Landsret i en civil ankesag, hvor tidligere kabineansatte har sagsøgt SAS for 147 millioner kroner i en strid om pensionstillæg. (Arkivfoto) Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Det er et i forvejen presset flyselskab, der tirsdag må møde i Østre Landsret i en civil ankesag, hvor tidligere kabineansatte har sagsøgt SAS for 147 millioner kroner i en strid om pensionstillæg. (Arkivfoto) Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

En årelang strid om pension mellem flyselskabet SAS og et par hundrede tidligere ansatte går tirsdag ind i en ny fase.

Her indledes ankesagen i Østre Landsret.

265 pensionerede kabinefolk har i et gruppesøgsmål sagsøgt deres tidligere arbejdsgiver for 147 millioner kroner.

Pensionstillæg
Striden handler om, hvorvidt SAS skylder de ansatte penge for et pensionstillæg, der blev sat ned i 2009. Ifølge medarbejderne var det uberettiget at skære i tillægget.

Tvisten går flere år tilbage. Gruppen af tidligere kabinefolk stævnede SAS i 2012. De er organiseret i foreningen Fonden Live.

De pensionerede stewarder og stewardesser tabte sagen i byretten i december 2016, hvor Fonden Live blev dømt til at betale sagens omkostninger på omkring 2,7 millioner kroner.

Herefter ankede de afgørelsen.

Østre Landsret skulle have taget hul på ankesagen allerede i marts, men i sidste øjeblik blev den udsat.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Det er blandt andet stewardesser, som er med i søgsmålet. Foto: Fin Frandsen/Ritzau Scanpix
Det er blandt andet stewardesser, som er med i søgsmålet. Foto: Fin Frandsen/Ritzau Scanpix

Coronaudsættelse
Udsættelsen skyldtes ikke coronaudbruddet - hvad man måske ellers kunne tro - men forhold, der vedrører selve sagen.

Hvis ankesagen i landsretten får et andet udfald end i første instans og ender med en sejr til de tidligere medarbejdere, vil kravet på 147 millioner kroner komme på et ubelejligt tidspunkt for SAS.

For udbruddet af coronavirus og de afledte rejserestriktioner og kollapsede passagertal har tvunget flyselskabet i knæ.

Så sent som fredag i sidste uge faldt en milliardstor redningsplan på plads. Planen skal sikre SAS' videre overlevelse og løber op i 8,6 milliarder kroner.

Både den svenske og danske stat, der er medejere af SAS, har bidraget til planen med milliardbeløb.

Skåret massivt
Flyselskabet har ud over redningsplanen skåret massivt i udgifterne, da 5000 ud af 11.000 fuldtidsstillinger i år er blevet nedlagt.

I landsretten vil SAS' tidligere stewarder og stewardesser være repræsenteret af advokat Peter Hedegaard Madsen. For flyselskabet møder advokat Christian K. Clasen.

Striden om de nedsatte pensionstillæg ventes afgjort senere på året.

Et medlem af kabinepersonalet på et SAS-fly var påvirket af alkohol, hvilket betød flyafgangen måtte aflyses. Foto: Jens Dresling Samfund SAS-afgang aflyst: Personale taget med promille