Kræver mand fængslet i Yousee-sag

Politiet kræver en 51-årig mand varetægtsfængslet i sagen om det store Yousee-nedbrud nytårsaften

Foto: Nanna Navntoft
Foto: Nanna Navntoft

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Politiet i København kræver en mand fængslet i sagen om det store Yousee-nedbrud nytårsaften.

Det bekræfter Jens Møller fra Københavns Politi overfor Ekstra Bladet.

Manden skal fremstilles i et grundlovsforhør før middag i dag.

Nærmere bestemt er den 51-årige sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 193, der omhandler "omfattende forstyrrelse af driften af fjernsynsanlæg".

Derudover er der yderligere én sigtelse mod manden, oplyser Jens Møller til Ritzau.

- Jeg kan ikke oplyse, hvad det drejer sig om. Det vil blive fremlagt under grundlovsforhøret, siger han.

Meget fåmælt om detaljerne
Den 51-årige blev anholdt i går.

Jens Møller vil ikke kommentere, hvad manden har sagt under afhøringen i aftes, ej heller om han nægter sig skyldig eller kan erkende at have forårsaget nedbruddet, der betød sort skærm for 1,2 millioner danskere.

Der er ikke yderligere oplysninger om den 51-årige mand, men inden anholdelsen blev offentliggjort, vurderede Michael Jensen, der er seniorkonsulent hos tele og it-firmaet Netplan, at der kunne være tale om en person med insider-viden.

Om han er en nuværende eller tidligere ansat hos Yousee er endnu uvist.

Se også: Driftstekniker hos TDC: Derfor er angrebet på Yousee så avanceret

Yousee: Det skete bevidst
Koncernchef Pernille Erenbjerg fortalte i går, at man havde anmeldt sagen til politiet, fordi man betragtede nedbruddet som en bevidst, skadelig handling. Man ville ikke kommentere, hvorfor man mente dette, men i en pressemeddelelse antydede man, at der kunne være tale om en person med nærgående kendskab til Yousee.

- Efter en omfattende undersøgelse af sagen, herunder med involvering af eksterne eksperter, har vi nu et klart billede af, hvad der er sket.

- Der er tale om et kompliceret nedbrud, som kræver detaljeret viden om Yousees setup og tv-platform. Vi vurderer på den baggrund, at der er tale om en bevidst skadelig handling.

- Vi har derfor overgivet sagen til politiet, og vi kan dermed ikke kommentere yderligere, siger Pernille Erenbjerg.

Se også: Politiet anholder mand efter Yousee-angreb

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere