Kraftig brand i Ringsted: Borgere skulle blive indenfor

Midt- og Vestsjællands Politi advarede tidligere onsdag folk om kraftig røgudvikling i forbindelse med en brand i Industriparken i Ringsted

Video: Local Eyes

I mere end fire timer måtte beboere i dele af Ringsted onsdag eftermiddag og aften holde sig inden døre, fordi en brand udviklede voldsom røg.

Branden ramte en bygning, der huser Jysk og Aqua Danmark på Industriparken 4 i byen.

Branden udviklede en kraftig røg, der var farlig ved indånding. Det fik politiet til at give beboerne i området mellem Haslevvej, Bragesvej og Thorsvej besked på at gå indenfor og lukke døre og vinduer.

Men kort før klokken 20 oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en beredskabsmeddelelse, at røgen er så svag, at man igen må gå ud.

Hvis man har indåndet noget af røgen og bliver dårlig skal man kontakte lægevagten eller skadestuen.

Branden har gjort voldsom skade på bygningen.

- Den del med Aqua Danmark er totalskadet, og en del af taget er styrtet sammen. Delen med Jysk har også fået voldsomme skader, siger politiets vagtchef Boye Rasmussen.

Branden er først på aftenen ikke slukket, og ifølge vagtchefen vil der formentlig være brandfolk hele natten.

- Desuden vil der være private vagter, og området bliver hegnet ind, fortæller han.

Politiets teknikere skal i de kommende dage undersøge brandstedet for at finde årsagen. Politiet har ingen mistanke om, at der skulle være foregået noget kriminelt.