Kraftig opfordring: Tag hensyn!

Politiet i hele landet oplever i øjeblikket en voldsom stigning i fester og høj musik i gaderne - Københavns Politi opfordrer til at tage hensyn

Sandkaj ved Københavns Nordhavn er et af de steder, som mange mennesker strømmer til i disse uger. Om aftenen udvikler det sig ofte til fester. Billederne her er fra tidligere på måneden. Video: Anthon Unger

Det minder om Ibiza i højsæsonen, men det er bare lille Danmark.

Politikredse i hele landet oplever lige nu en ekstrem stigning i antallet af anmeldelser om musik til ulempe.

Værtshuse, barer og diskoteker holder som følge af coronavirus-udbruddet fortsat lukket efter kl. 24, og det betyder, at de unge mennesker tager festen med ud på gaden. Og det larmer.

Ekstra Bladet har talt med politiinspektør Paw Kaltoft hos Københavns Politi, der oplyser, at de i øjeblikket oplever problemer.

- Der er en stigning, og i nat har vi haft 100 anmeldelser om musik til ulempe. Her er det typisk unge mennesker, der holder fest på de klassisk hotspots som eksempelvis Sandkaj i Nordhavn eller Islands Brygge. Derfor måtte vi give 13 påbud om, at folk skulle slukke for deres anlæg, siger Paw Kaltoft til Ekstra Bladet.

Én enkelt mand nægtede, og han endte med at blive sigtet for overtrædelsen af ordensbekendtgørelsen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Også på Sandkaj i Nordhavn oplever politiet problemer om aftenen og natten. Foto: Anthon Unger
Også på Sandkaj i Nordhavn oplever politiet problemer om aftenen og natten. Foto: Anthon Unger

Tag hensyn
Ifølge Paw Kaltoft er det typisk borgere, der bor i nærheden, som ringer til politiet.

- Den generelle opfordring herfra er, at man skal tage hensyn, når man holder fest i det offentlige rum. Der er mennesker, der har behov for at sove og måske ikke lige ønsker at deltage i en fest. Så tag hensyn, siger Paw Kaltoft.

Politiinspektøren ønsker ikke at fastlægge corona-reglerne på værtshuse og barer som årsagen til de mange udendørs fester.

- Det er en reel tanke at få, men jeg har ikke noget, der kan underbygge det 100 procent. Lige nu spiller det gode vejr naturligvis også en rolle, siger Paw Kaltoft.

Ifølge DR er antallet af anmeldelser om musik til ulempe i Danmark gennemsnitligt steget med 74 procent, hvis man sammenligner med de samme fire måneder i 2019.

I alt fik politiet sidste år 3192 anmeldelser, mens de i år har fået 5552 anmeldelser i samme periode.

Københavns Politi har natten til torsdag haft et øget fokus på anmeldelserne, og de understreger, at de tager det alvorligt.