Kraftig røgudvikling fra brand i ejendom

Politiet er til stede ved en kraftig brand i en etageejendom i Aarhus

Video: Øxenholt-foto

Østjyllands Politi er til stede på Fjældevænget i Aarhus, hvor der er udbrudt brand i en etageejendom

Det bekræfter politiet over for Ekstra Bladet.

Branden er opstået fra ild i nogle byggematerialer i kælderen på adressen.

- Vi er derude med indsatsleder og nogle patruljer sammen med brandvæsenet. Der er kraftig røgudvikling, siger politiets vagtchef Christian Riis til Ekstra Bladet.

Vagtchefen oplyser, at man har sendt ambulancer til stedet. Ni personer er kørt til skadestuen for at blive kontrolleret for røgforgiftning. Alle andre beboere er ude af bygningen.

Politiet oplyser, at man har slukket branden klokken 20.02. Man er endnu i gang med at foretage tekniske undersøgelser på stedet, skriver politiet på Twitter klokken 22.13.