Kraftigt jordskælv i Stillehavet: Frygter destruktiv tsunami

Et kraftigt jordskælv nær Kurilerne har fået de amerikanske myndigheder til at advare mod, at en destruktiv tsunami kan være på vej

Et jordskælv nær Kurilerne øst for Rusland, der måler der i første omgang blev målt til 7,8 på Rictherskalaen, men er justeret til 7,5, har fået de amerikanske myndigheder til at udsende et varsel.

De advarer mod, at en destruktiv tsunami kan være på vej.

Det skriver Reuters.

Varslet er givet af Pacific Tsunami Warning Center, der dog oplyser, at det ikke forventes, at bølgerne bliver mere end tre meter høje.

I første omgang gælder varslet på Hawaii i USA, mens de japanske myndigheder tager det mere roligt. De advarer blot om påvirkninger af tidevandet.

Angiveligt er op mod 400 mennesker på Kurilerne allerede blevet evakueret melder russiske medier.

Foreløbigt er der ingen meldinger om tilskadekomne.

Jordskælvet fandt sted omkring 200 kilometer sydøst for byen Severo-Kurilsk på Kurilerne.