Kran på Aarhus Havn væltet: - Uhyggeligt

En mekanisk fejl kan være skyld i, at en tårnkran på Aarhus Havn væltede i forbindelse med demontering tirsdag formiddag

Video: Anita Graversen

Under nedtagningen af en cirka 20 meter høj tårnkran sker der, hvad man tror er en mekanisk fejl, så den vandrette bom på kranen vælter.

Det bekræfter afdelingschefen hos Per Aarsleff A/S, Ulrik Therkildsen, som står bag byggeprojektet Light House 2.0, hvor kranen, der skulle demonteres, står.

- Da bommen skal køres ned og parkeres ved jorden, vælter den og falder ned. Der er ikke noget, der bremser den.

- Desværre sker det, og det er umiddelbart en mekanisk fejl. Vi har aftalt med firmaet, at vi laver en teknisk undersøgelse og sender vores teknologiske institut ud for at lave en rapport. Det er ikke umiddelbart set før herhjemme i Danmark, fortæller Ulrik Therkildsen.

Derfor køres kranen til fabrikken onsdag, hvor yderligere undersøgelser af kranen kan foretages.

Foto: Anita Graversen
Foto: Anita Graversen
 

Ingen tilskadekomne
Ingen er ikke kommet til skade i forbindelse med uheldet på byggepladsen, og det er afdelingschefen taknemmelig for.

- Der har ikke været mennesker i nærheden af, hvor den er væltet ned. Det kunne da have gået grueligt galt, fortæller Ulrik Therkildsen til Ekstra Bladet og tilføjer:

- Det har ramt ned over et rækværk. Så det er kun materiel skade, der er sket. Forholdsvis begrænset. Men uhyggeligt at have med at gøre.

- Hvordan har de reageret ude på byggepladsen?

- De har reageret lige efter bogen. De har taget kontakt til de parter, der skal tages kontakt til, med det samme. Vores underentreprenør har også taget det yderst seriøst og kom ud på pladsen med det samme.

Entreprenøren Per Aaslev A/S venter nu på rapporten, de håber kommer hurtigt, så de kan få svar på, hvad der er skyld i ulykken.

Kran væltet ved byggeri af Light House 2.0 kan skyldes en mekanisk fejl. Foto: Anita Graversen
Kran væltet ved byggeri af Light House 2.0 kan skyldes en mekanisk fejl. Foto: Anita Graversen