Krisepsykolog: Oplevelsen vil altid sidde i datteren

Den femårige datter, der overværede likvideringerne, vil muligvis fortrænge virkeligheden for at komme videre, forklarer krisepsykolog

Hør den seneste opdatering her

Søndag aften ændredes livet for altid for en blot femårig pige.

Kort før klokken 21 skød og dræbte pigens 25-årige far hendes 23-årige mor og morens nye kæreste på 35 år.

Alt imens sad datteren i en bil blot få meter fra gerningsstedet.

I retten har den sigtede forklaret, at datteren sov. Alligevel er han usikker på, hvorvidt datteren nåede at hilse på moren før drabet.

Den lille pige kan dermed have overværet de voldsomme begivenheder.

112 - 18. apr. 2016 - kl. 12:13 Efter dobbeltdrab: Krisehjælp i børnehaven

Det er meget individuelt, hvordan man reagerer i en situation som denne, men oplevelsen vil formentlig sidde i datteren resten af hendes liv.

Det fortæller krisepsykolog og direktør i Nordisk Krisekorps, Christian Lorentsen, til Ekstra Bladet.

- Hendes alder taget i betragtning vil der sandsynligvis gå noget tid, før hun rigtig forstår, hvad der er sket. Derfor er det vigtigt, at pigen oplever tryghed og omsorg i stedet for at blive bombarderet med spørgsmål, siger Christian Lorentsen.

Krisehjælp kan komplicere

På sigt skal det vurderes, om pigen har brug for krisehjælp, men i første omgang kan professionel hjælp skade mere, end det kan gavne.

- Man kan hurtigt komme til at komplicere det, hvis man snakker for meget om hændelsen. Hvis pigen oplever, at de voksne tillægger hændelsen en stor betydning, vil hun gøre det samme. I stedet skal man vente til pigen selv stiller spørgsmål, forklarer Christian Lorentsen.

Men det er vel også vigtigt at tale episoden igennem med pigen, så hun forstår, hvad der er sket?

- Ja, men man kan hurtigt plante nogle erindringer hos børn, der ikke er sket. Omvendt kan nogle - som forsvarsmekanisme for det frygtelige der er sket - aktivt fortrænge hændelsen for at komme videre.

Her til morgen blev der lagt en enkelt buket ved gerningsstedet. Foto: Per Rasmussen 112 - 18. apr. 2016 - kl. 12:59 LIVE: Sigtet for dobbeltdrab fremstilles i grundlovsforhør

Hvorvidt det er muligt at få et forhold til faren - og altså også gerningsmanden -  igen, er ifølge Christian Lorentsen tvivlsomt, men i lignende tilfælde har man set, at det kan lade sig gøre med terapi og hjælp.

- Det, der er sket, er meget ulykkeligt og voldsomt. Den lille pige har på et øjeblik mistet begge sine forældre, og oplevelsen vil præge hende resten af livet.

Den femårige datter er i øjeblikket i bedsteforældrenes varetægt.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere