Krybskytter huggede hovedet af kronhjort

Krybskytterne har begge danskklingende navne og er voksne mænd. - Men ikke voksne nok, konstaterer vagtchefen efter det tragiske fund

Stakkels kronhjort. Foto: Politi
Stakkels kronhjort. Foto: Politi

En kronhjort endte sine dage i Oksbøl Klitplantage, da den blev dræbt af krybskytter og fik hugget hovedet af.

Heldigvis har Syd- og Sønderjyllands Politi fat på gerningsmændene.

- En hundepatrulje var ude og lave en præventiv patrulje ved Oksbøl, hvor vi har en kæmpe plantage med formodentligt Danmarks største krondyrbestand.

- De spotter en varebil, der kører i mod dem. Patruljen beslutter på baggrund af sted og tidspunket 01.14, at det er mistænkeligt, og forsøger at bringe varebilen til standsning, siger vagtchef Ivan Gohr Jensen til Ekstra Bladet.

Artiklen fortsætter under tweetet ...

Hoved på bagsæde
Det lykkedes ikke i første omgang, men efter kort tid stoppede varebilen alligevel.

- Her kunne vi konstatere, at der sad to mænd i bilen med jagtudstyr. Da vi åbner bagklappen, kunne vi se, hvad man også kan se på billedet, siger vagtchefen med henvisning til billedet af kronhjorte-hovedet.

- De havde været ude og nedlægge det her krondyr. Det er, hvad vi nok må kalde 'trofæjagt'. De havde bare skåret hovedet af og medtaget det.

Anholdt og afhørt
Begge blev anholdt og har været til sagsbehandling.

- Vi har taget våbnene fra dem. Nu kommer der så et retsligt opgør.

Det afhuggede hoved er nu blevet overgivet til Naturstyrelsen.

'Ikke voksne nok'
Gerningsmændene er blevet sigtet for flere tilfælde for overtrædelse af jagtloven.

- Jeg tør ikke gisne om straffen. Men man risikerer en meget, meget høj bødestraf. Om der mere i den, kan jeg ikke svare på endnu, da den ikke er juridisk vurderet endnu.

Krybskytterne har begge danskklingende navne og er voksne mænd.

- Men ikke voksne nok, konstaterer vagtchefen.