Kugleregn i USA: To betjente skudt

Der blev affyret mange skud, viser en video optaget af et øjenvidne

Opdateret klokken 07:37: Den mistænkte er i livsfare.

To amerikanske politibetjente er blevet skudt på åben gade i Brookyn, New York, USA.

Det er sket kort før midnat amerikansk tid, og skudkampen er sket på gaderne Church Avenue og Flatbush Avenu.

Det skriver New York Post.

Ifølge mediet blev de to betjente kørt til et hospital. De er uden for livsfare.

En mistænkt er blevet anholdt ved gerningsstedet, og den mistænkte er i kritisk tilstand.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Der er massive optøjer i gang i Brooklyn, New York, USA. Foto: Brendan McDermid
Der er massive optøjer i gang i Brooklyn, New York, USA. Foto: Brendan McDermid

Myles N. Miller, en reporter fra NBC News, skriver, at den mistænkte er en mand.

'Foreløbige undersøgelser viser, at en mandlig mistænkt gik op til en politibetjent med en kniv og stak ham i halsen. Betjente, der ankom til stedet, så den mistænkte med en pistol, der blev affyret skud, og den mistænkte blev alvorligt såret. To betjente fik skudsår i hånden,' skriver han.

En person, der angiveligt er øjenvidne, har lagt en video ud på det sociale medie Twitter fra episoden. Man kan ikke se, hvad der sker, men man kan høre en regn af skud bliver fyret af, mens blå blink blinker í baggrunden.

Skudepisoden sker midt under de massive protester og optøjer, der er i byen, i kølvandet på George Floyds død.

Der blev åbnet ild få timer efter, at udgangsforbuddet klokken 20 amerikansk tid trådte i kraft.

Det er dog uklart, om skudepisoden har noget med demonstrationerne at gøre.