Kundby-pigens forsvarer efter afgørelse: Hun er meget ked af det

Den 17-årige piges forsvarer fortæller, at hun er ked af at blive kendt skyldig i forsøg på terror

Retten i Holbæk besluttede tirsdag, at en 17-årig pige fra Kundby er skyldig i forsøg på terror samt overfald på en pædagog, mens hun sad varetægtsfængslet.

- Samtlige dommere og nævninger er enige om dette resultat, sagde retsformand Peder Christensen tirsdag formiddag i et stuvende fyldt retslokale.

Og selvom den 17-årige pige ikke reagerede i retslokalet, så fortæller hendes advokat Mette Grith Stage, at hun er utrolig ked af afgørelsen.

- Hun er selvfølgelig meget ked af den afgørelse, de er nået frem til, men hun har de sidste dage forberedt sig på afgørelsen, så hun er ikke chokeret, siger forsvarer Mette Grith Stage til DR.

Pigen var tiltalt for at ville bombe to skoler, Sydskolen i Fårevejle og den jødiske skole Carolineskolen.

- Tiltalte foretog i perioden fra 4. november 2015 indtil sin anholdelse den 13. januar 2016 en mængde søgninger på nettet om bombefremstilling og oplysninger om, hvordan man bliver martyr. Hun havde på sin computer og telefon flere billeder af halshugninger. Endvidere foretog tiltalte søgninger på Jødiske Skole i Roskilde, København, og hun søgte på Rejseplanen om ruten til Carolineskolen', sagde dommeren under skyldskendelsen og fortsatte:

- På den baggrund er det bevist, at tiltalte har forsøgt at fremstille en bombe. Der lægges vægt på tiltaltes tidligere forklaringer og de indkøb, hun har foretaget samt samtaler med sin tidligere lærer. Det er tillige bevist, at sprængningerne ikke blev gennemført, fordi hun ikke modtog en ordre. Forsøg på at udføre bombespræning af Sydskolen og Carolineskolen er utvivlsomt omfattet af forsøg på terrorisme,  siger dommeren og fortsætter:

Pigen har nægtet sig skyldig under hele sagen, og hun har fortalt, at hun kun søgte på disse ting, fordi hun savnede et fællesskab, og fordi hun blev mobbet i skolen.

Men den forklaring gav retten ikke meget for.

- Tiltalte har under hovedforhandlingen forklaret, at hun ikke havde til hensigt at udføre bombeangreb, men at hendes fremfærd alene skyldtes et forsøg på opmærksomhed og spænding. Retten tilsidesætter tiltaltes forklaring under hovedforhandlingen som utroværdig, sagde dommeren.

Forvaring til 17-årig
Anklagemyndigheden kræver, at den 17-årige pige bliver idømt forvaring.

- Det er bemærkelsesværdigt, at Retslægerådets anbefaling i denne sag er så entydig. Der bruges ikke udtrykket 'det kan ikke udelukkes, at forvaring kan påkræves'. Men det sker ikke her. Der går Retslægerådet planken ud. Selv uden forstraffe. Min personlige holdning er, at tiltalte vil være farlig lige så længe, hun har den fortolkning af islam, som hun har. Lige nu forekommer islamismen at være hendes et og alt. Så længe det er tilfældet, vil jeg mene, hun er farlig, sagde anklagemyndigheden.

Forsvarsadvokat Mette Grith Stage har gennem hele retssagen talt for en frifindelse af pigen, men under sin strafprocedure talte hun for, at pigen fik mellem seks til otte års fængsel.

- Jeg er ret sikker på, at den antiradikalisering, jeg har bedt om hele tre gange, vill ehave haft en effekt på hende. Almindelig logik siger også, at selvfølgelig kunne hun antiradikaliseres på lige så kort tid, som hun er blevet radikaliseret, sagde forsvareren i retten.

Dommen falder på torsdag.

Du kan læse alt, hvad der skete i Retten i Holbæk i dag lige her.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere