Kunder hos STARK fik politiets tåregas

Det sved i øjnene og kunne ikke 'bygges væk'

- Det skal bygges væk, lyder byggemarkedet STARKs slogan.

Men Københavns Brandvæsen måtte alligevel ile til hjælp, da kunder hos STARK på Fragtvej 9 i København i dag fik svien i luftveje og øjne.

Der kom flere opkald til 1-1-2 om et formodet kemikalie-udslip, så brandvæsenet sendte en større udrykning med kemikalie-dykkere til stedet. Byggemarkedet blev evakueret.

Vinden kom fra sydøst og brandvæsenet begyndte at undersøge, hvad der lå i vindretningen. Det rettede mistanken mod politiets øvelses-terræn på Amagerfælled, hvor politiet var i gang med en øvelse med tåregas.

- Der var fem muligheder for, hvor de generende gasser kom fra, og bud nummer to var den rigtige. Vi kom frem til, at det var fra politiets øvelse og at tåregassen blev ført med vinden til STARK, siger operationschef hos Københavns Brandvæsen Michael Møller.

Der blev sendt flere ambulancer til standby, men efter det oplyste kom ingen af STARKs kunder på skadestuen.

Central vagtleder hos Københavns Politi Carsten Reenberg siger, at det er beklageligt at folk har fået ubehag af tåregassen, men ingen er kommet til skade.

- De var i gang med træning med tåregas, og var ikke opmærksomme på, at vinden kunne føre tåregassen den vej. Øvelsen er nu færdig, siger Carsten Reenberg.

Hos byggemarkedet STARK vil varehuschefen ikke kommentere episoden.