Kunsttyveri: Frygter skulptur til 350.000 kroner ender som skrot

Kostbar skulptur forsvundet fra sin plads på Strøget. – Jeg er meget ked af det, siger galleriejer

Menneskeskulpturen, der var placeret på en bænk foran Illums Bolighus i København, er nu væk, oplyser den ulykkelige galleriejer. (Foto: Jørgen Egelund)
Menneskeskulpturen, der var placeret på en bænk foran Illums Bolighus i København, er nu væk, oplyser den ulykkelige galleriejer. (Foto: Jørgen Egelund)

En menneske-skulptur til en værdi af 350.000 kroner er blevet stjålet fra sin plads på en bænk på Strøget i København.

Det oplyser galleriejer og initiativtager til udstillingen, Jørgen Egelund, der frygter at den kostbare aluminiums-skulptur ender som skrot.

- Jeg tror ikke, det er en kunstelsker, der har stjålet skulpturen. Jeg frygter, at den bliver solgt som skrot på samme måde som stjålne kobberkabler, siger Jørgen Egelund, der fortæller, at skulpturen torsdag morgen var fjernet fra sin fastboltede plads foran Illums Bolighus.

Galleriejeren frygter nu for de øvrige 21 skulpturer i København, som er blevet opstillet i et samarbejde med den anerkendte, islandske kunster Steinunn Thórarinsdóttir.

- Vi er skrækslagne for, at nogen kunne finde på at stjæle de øvrige skulpturer, siger Jørgen Egelund, der har været i telefonisk kontakt med den islandske kvinde.

- Jeg talte fem gange med hende i går. Hun er dybt ulykkelig. Hun er en skøn islandsk kvinde, der har udstillet sine skulpturer i hele verden, men dette er aldrig skete før, siger han.

Den store udstilling med de 22 menneskeskulpturer blev åbnet 29. maj. Skulpturerne er udstillet på gader, stræder og i byens parker. En figur er desuden placeret i Københavns Lufthavn.

- Udstillingen er en gave til de københavnske borgere. Nu er en del af den desværre blevet en gave til nogle tyveknægte. Vi er simpelthen så kede af det, siger galleriejer Jørgen Egelund, som har meldt sagen til politiet.

Københavns Politi bekræfter over for Ekstra Bladet, at man har modtaget en anmeldelse af det usædvanlige tyveri.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere