Kunsttyveri opklaret: Milliondyrt Nolde-maleri fundet hos kriminelle i Tyskland

Har været forsvundet fra Ølstrup Kirke siden marts 2014

Emil Nolde-maleriet 'Middag i Emmaus' blev stjålet fra Ølstrup Kirke 11. marts 2014. Nu er det blevet fundet af tysk politi. Foto: Gitte Volsmann
Emil Nolde-maleriet 'Middag i Emmaus' blev stjålet fra Ølstrup Kirke 11. marts 2014. Nu er det blevet fundet af tysk politi. Foto: Gitte Volsmann

Et maleri, som i flere år har været forsvundet fra Ølstrup Kirke ved Ringkøbing i Vestjylland, er dukket op igen i Nordtyskland.

Det fortæller menighedsrådsformand Boe Hammelsvang til Ekstra Bladet. Oplysningerne bekræftes af vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch.

Der er tale om maleriet 'Middag i Emmaus', som er malet af Emil Nolde i 1904. Maleriet har været i kirkens besiddelse helt frem til 11. marts 2014, hvor det forsvandt på mystisk vis.

- Vi har altid haft kirken åben fra solopgang til solnedgang, og det må have været en, som har været inde i åbningstiden. Måske i går eftermiddags. Det er rigtig, rigtig frækt, sagde sognepræst Inge-Dorthe Brønden Kaasgaard samme dag til Politiken.

Siden har menighedsrådet haft udlovet en dusør på 100.000 kroner for oplysninger, som kunne føre til, at maleriet kunne komme tilbage på sin vante plads i kirkens kor.

Maleriet er vurderet til at kunne indbringe 10 millioner kroner på en auktion. Så mange penge gav Ølstrup Kirke ikke for maleriet i 1904, fortæller Boe Hammelsvang.

- Det blev købt for lige over 300 kroner, siger han til Ekstra Bladet.

Det skete på et tidspunkt, hvor Emil Nolde boede på egnen. Han var gift med provstens datter, Ada, og ikke mange uden for præstegården kendte på det tidspunkt til Emil Nolde, som først senere blev kendt for sin malerkunst.

ANNONCØRBETALT INDHOLD: Se listen: Her er Danmarkshistoriens mest indbringende kup

- Han manglede penge til dagen og vejen. Og så malede han et motiv til kirken, siger Boe Hammelsvang.

Maleriet hang i kirken fra 1904 til 1919. I perioden mellem 1919 og 1939 blev originalen udskiftet med en kopi. Men fra 1939 og frem til, at maleriet blev stjålet, var det originalen, der måler 70 gange 80 centimeter, som var med til at udsmykke kirkekoret i Ølstrup Kirke.

Boe Hammelsvang fortæller, at det ikke bliver nødvendigt at udbetale dusør. Han har været i dialog med Midt- og Vestjyllands Politi, som fortæller, at det er god, gammeldags politiefterforskning, som har ført til, at maleriet er dukket op igen.

Af en politirapport 24. november 2017 fremgår det, at politiet i Slesvig-Holstein har givet besked til Rigspolitiet i Danmark om, at en gruppe kriminelle fra en landsby ved Hamborg hævder at være i besiddelse af maleriet. Og at gruppen ønsker at indlevere maleriet til politiet.

Emil Nolde var gift med provstens datter i Ølstrup Kirke, og det var pengeproblemer, der i 1904 fik ham til at udføre et af sine sjældne portrætmotiver for kirken. Politifoto
Emil Nolde var gift med provstens datter i Ølstrup Kirke, og det var pengeproblemer, der i 1904 fik ham til at udføre et af sine sjældne portrætmotiver for kirken. Politifoto

De oplysninger er siden blevet bekræftet, og maleriet er nu i tysk politis varetægt.

- Det skal senere udleveres til Danmark og tilbage til Ølstrup Kirke, siger Jens Claumarch til Ekstra Bladet.

I Ølstrup Kirke glæder man sig til tilbageleveringen. En lokal kunstner har i mellemtiden haft plads på stedet i kirkens kor med et påskemotiv. Der skal findes en anden løsning, fortæller Boe Hammelsvang.

- Det er klart, at vi i menighedsrådet skal tænke os om et par ekstra gange, om vi i det hele taget skal have maleriet hængende i kirken mere. Der er en sikkerhedsrisiko, kan vi jo forstå, siger han.

Se også: Politiet har ingen nye spor i milliontyveri fra kirke

De udfordringer overskygger imidlertid ikke glæden ved, at kirken formentlig inden længe får sit 'arvesølv' tilbage.

- Det skal da markeres på en eller anden måde. Det er klart, siger menighedsrådsformanden.

- Men vi er jo vestjyder. Vi vil gerne med vores egne øjne se, at vi får maleriet tilbage.

Hvordan tilbageleveringen skal markeres, er derfor endnu ikke besluttet.

Se også: Så svært er det at komme af med stjålet Emil Nolde-maleri