Kvalt med hundehalsbånd: Reality-deltager tiltalt

15-årige Mathis Matthiassen blev fundet død ved en boldbane under mystiske omstændigheder

Mathis' aske skal spredes over havet i Thailand, hvor hans mor er født. Privatfoto
Mathis' aske skal spredes over havet i Thailand, hvor hans mor er født. Privatfoto

15-årige Mathis Matthiassen blev udsat for brutal vold før sin død i de tidlige morgentimer 28. marts i år.

Det fremgår af anklageskriftet mod en 32-årig tidligere reality-deltager, der dels er tiltalt for grov vold, dels for at efterlade teenageren i hjælpeløs tilstand.

Mathis Matthiassen blev fundet død ved en boldbane på Hørby Stadion i Nordjylland tidligt en søndag morgen.

Mathis Matthiassen ved en kammerats konfirmation sidste år. Personerne bagi har intet med kriminalsagen at gøre. Privatfoto Krimi Mystik om 15-årigs død: Mathis blev fundet ved boldbane

Forinden var han ifølge anklageskriftet i løbet af natten blevet overfaldet både på en adresse i nærheden af Frederikshavn, mens han kørte i en bil med gerningsmanden og ved stadion.

Ifølge tiltalen gav den 32-årige Mathis Matthiassen MDMA, udsatte ham for 'betydelig vold' og udsatte ham for kvælning ved at presse et hundehalsbånd og bælter mod teenagerens hals.

Mathis blev kun 15 år. Privatfoto
Mathis blev kun 15 år. Privatfoto
 

Tidligt om morgenen mellem klokken 06.20 og 06.30 mener politiet så, at den 32-årige kørte drengen til boldbanerne, placerede ham på jorden og kørte væk.

Klokken otte om morgenen blev Mathis Matthiassen fundet af et par hundeluftere. En halv time senere blev han erklæret død. 

Mathis Mathiassen havde mærker på både krop og i ansigtet, han havde flere blødninger i hovedet og punktformede blødninger i det ene øje, på begge øjenlåg og i mundslimhinden.

Sent samme aften blev den 32-årige anholdt. Han har tidligere deltaget i flere realityprogrammer og har efterfølgende været selvstændig nogle år.

Ifølge anklageskriftet er manden desuden sigtet for at være i besiddelse af 64,83 gram MDMA med henblik på salg.

Hvad der helt konkret slog Mathis ihjel, fremgår ikke af anklageskriftet, og anklager Mette Bendix ønsker ikke at kommentere dødsårsagen forud for retssagen.

Den tiltaltes forsvarer er ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelser. Den 32-årige har dog tidligere tilkendegivet, at han nægter sig skyldig.

Se også: 15-årig lå død ved boldbane: Nu er Mathis sendt af sted

Rammer i hjertet hele tiden
Mathis Matthiassens far, Henrik, sidder tilbage med blandede følelser.

- Jeg er skuffet over, at ingen bliver gjort direkte ansvarlig for min søns død. Hvis han (den 32-årige, red.) bliver dømt, håber jeg på, han får den strengeste straf, han kan få, siger faderen til Ekstra Bladet.

Han fortæller, at familien forsøger at klare sig gennem sorgen, så godt de nu kan.

- Men det, der er sket, rammer jo i hjertet hele tiden. Det er blevet en hverdagsfølelse, og vi kommer jo aldrig til at kunne lægge det fra os.