Kvinde anholdt for drab

En 53-årig kvinde er sigtet for drab

Kvinden blev anholdt på Mallorca Bar på John F. Kennedys Plads i Aalborg kort før midnat natten til fredag. Foto: René Schütze
Kvinden blev anholdt på Mallorca Bar på John F. Kennedys Plads i Aalborg kort før midnat natten til fredag. Foto: René Schütze

En 53-årig grønlandsk kvinde er blevet anholdt og sigtet for drabet på en 79-årig mand.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet oplyser, at kvinden selv kontaktede politiet klokken 23.28 torsdag aften, hvor hun oplyste, at hun havde slået en mand ihjel, og at vedkommende befandt sig i hendes lejlighed på Jyllandsgade i Aalborg.

Da kvinden kontaktede politiet, befandt hun sig selv på Mallorca Bar i Aalborg.

- Ud fra de oplysninger kvinden giver, sender vi patruljer afsted til begge adresser. Vi anholder kvinden uden dramatik på Mallorca Bar kl. 23.43, hvor vi finder hende med tydelige blodspor på tøjet og en skade på hånden, formentlig efter en kniv, forklarer Frank Olsen.

Politiet fandt den 79-årige dræbt af vold og knivstik i kvindens lejlighed.

Mødtes på bar
Teknikere har efterfølgende arbejdet med at sikre spor i lejligheden, og der er desuden blandt andet blevet afhørt vidner på Mallorca Bar.

Ifølge den foreløbige efterforskning tyder det ifølge politiet på, at kvinden og ofret mødte hinanden på Mallorca Bar. De forlod stedet sammen klokken 13.59, men klokken 17.31 vendte kvinden tilbage - denne gang med blodpletter på sig. Derfra gik der altså knap seks timer, før hun kontaktede politiet.

- Med hensyn til kvindens motiv til at slå den 79-årige mand ihjel så er det ikke endeligt klarlagt. Derfor ønsker vi ikke at udtale os om det nu, siger Frank Olsen.

Kvinden fremstilles i grundlovsforhør klokken 11.15 ved Retten i Aalborg. Her vil politiet kræve sagen afviklet for lukkede døre.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere