Kvinde død i lejlighedsbrand

Lejlighedens 58-årige kvindelige beboer formodes at være den omkomne

En person er fundet død efter en lejlighedsbrand på Frilandsvej i Hjørring tirsdag aften.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse,

Den omkomne formodes at være identisk med lejlighedens 58-årige kvindelige beboer.

Da politi og brandvæsen nåede frem, røg det kraftigt fra en lejlighed i stueetagen.

Ilden var på det tidspunkt dog gået ud, men da brandfolkene trængte ind i lejligheden, fandt de kvinden død.

Politiet er tirsdag aften på stedet, hvor de er i gang med at lave en kriminalteknisk undersøgelse.

Politiet oplyser, at der ikke er noget, der tyder på, at der er sket en forbrydelse.

De pårørende er underrettet.