Kvinde dræbt af ambulance: Sat af efter skænderi

En 45-årig kvinde døde fredag aften på Svendborgmotorvejen, da en ambulance påkørte hende. Kvinden skulle være blevet sat af på grund af et skænderi

En 45-årig kvinde døde fredag aften, efter hun blev påkørt af en ambulance på Svendborgmotorvejen.

Det skriver TV2 Fyn.

Kvinden kom med færgen fra Lolland, og det var angiveligt på grund af et skænderi, at kvinden sammen med sin hund blev sat af på toppen af Kirkebyafkørslen.

- Hun er tilsyneladende gået ned på motorvejen igen, fortæller Lars Thede, der er vagthavende ved Fyns Politi, til TV2 Fyn.

Kvinden trådte fra nødsporet ud på vognbanen, da en ambulance uden udrykning kom kørende. Ambulancen nåede ikke at undvige og påkørte kvinden. Både kvinden og hunden døde på stedet.