Kvinde dræbt i nat: Nabo hørte hendes døds-skrig om hjælp

Grundlovsforhør klokken 13 i byretten i Aalborg

Video: Rene Schütze

En 71-årig kvinde fra Aalborg kæmpede desperat for sit liv, mens hendes 73-årige mand natten til fredag forsøgte at dræbe hende med en kniv. Blandt andet hørte naboer kvinden skrige på hjælp.

Det ægteskabelige opgør sluttede, da kvinden sank sammen og døde i en blodpøl efter at være blevet ramt af kniven.

Foto: Rene Schütze
Foto: Rene Schütze
 

Den 73-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør klokken 13.00 ved retten i Aalborg. Her vil han blive sigtet for drab.

Hørte råb om hjælp
- Min kæreste vækkede mig i nat, forbi hun mente, at der var nogen, der råbte ude på vejen.  Jeg troede i første omgang, at det var nogle fulderikker, som larmede, fortæller en 27-årig beboer i området omkring Lyngholmsvej i Aalborg.

Den 27-årige ønsker ikke at stå frem med navn, men redaktionen er bekendt med hans identitet.

- Jeg tog tøj på og hørte kvinden skrige flere gange om hjælp. Der var en del larm og tumult. Men netop, som jeg kom ud af min hoveddør blev der helt stille. Så jeg gik ud fra, at der var faldet ro på, fortæller den 27-årige mand til Ekstra Bladet.

Meldte sig selv
Nordjyllands Politi fik anmeldelsen om drabet klokken 01.12. Det var den 73-årige mand selv, som ringede og fortalte, at han havde dræbt sin hustru med en kniv.Politiet rykkede omgående ud. Manden blev anholdt på stedet. Og i løbet af formiddagen har teknikere undersøgt gerningsstedet.

Foto: Rene Schütze
Foto: Rene Schütze
 

Noget tyder på, at den desperate kvinde  både kæmpede og fosøgte at flygte. Der er fundet tydelige blodspor i baghaven og på terrassen.

- Jeg kan ikke sige noget om motivet til drabet. Vi har en ide, men den holder jeg indtil videre for mig selv, siger efterforskningsleder Frank Olsen til Ekstra Bladet.

Hun kæmpede
Frank Olsen bekræfter, at der har fundet en vis kamp sted under drabet.

- Er der sygdom inde i billedet?

- Det er der umiddelbart ikke noget, der tyder på. Men det er naturligvis noget af det, som vi skal have undersøgt nærmere. Det er for tidligt at gisne om, siger Frank Olsen.

Frank Olsen forventer ikke, at anklagemyndigheden vil begære dørene lukket i forbindelse med grundlovsforhøret.

De var meget flinke
En nabo fortalte tidligt fredag morgen, at han er dybt chokeret over budskabet om kvindens død.

- Jeg har lige hørt det nu, da jeg lufter min hund. Det er jo dybt tragisk. Der var tale om meget flinke mennesker, som jeg tit talte med, siger Daniel Berelejis til Ekstra Bladet.

Han fortsætter: - Der har intet været at mærke på dem. Manden var dog blevet noget svagere på det sidste. Han gik meget langsomt. Men hustruen var sød til at lave de praktiske ting. Hun har lige malet og sat huset i stand, fortæller Berelejis, som bor fire huse fra den nu dræbte kvinde.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere