Kvinde dræbt i ulykke: Blev påkørt på vej hjem fra byfest

To 36-årige mænd er anholdt efter en 65-årig kvindelig fodgænger blev kørt ned af en bil og mistede livet

Ved du noget om sagen? Skriv en mail til Ekstra Bladet på 1224@eb.dk eller send en sms til 1224 (koster alm. takst)

En 65-årig kvinde fra Skælskør-området har natten til søndag mistet livet i en trafikulykke.

Hun blev påkørt af en bil på Glænø ved Skælskør lidt i et natten til søndag, oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Kvinden var på vej hjem fra en byfest med en veninde.

- Bilen rammer den ene kvinde, og hun afgår efterfølgende ved døden, siger vagtchef Søren Østerny til Ekstra Bladet.

Politiet har anholdt to personer med polsk oprindelse, begge på 36 år, der formodes at have været involveret i ulykken. Ved ulykken stak de to anholdte i bilen af til fods, mens bilen blev på ulykkesstedet.

De blev senere anholdt på en adresse tæt ved gerningsstedet. De havde angiveligt været til byfest på Glænø og der har de været i indbyrdes slagsmål muligvis med en tredje polak.

- Vi efterlyser derfor vidner, som kan have set hvem af disse, der efterfølgende har forladt festpladsen i en sølvgrå Peugeot Expert varebil, TN91058 og herefter ad Glænøvej hvor uheldet skete. Den grå varebil er i politiets varetægt, siger vagtchefen

Det er dog ikke helt klart, hvem der muligvis sad bag rattet, da kvinden blev ramt.

- De taler ikke dansk, så vi har været nødt til at skaffe en tolk, så de er ved at blive afhørt lige nu, siger Søren Østerby, der endnu ikke kan sige, om de to personer skal fremstilles i grundlovsforhør.

- Der er udtaget blodprøve af dem for at klarlægge, om de har været påvirket af noget. Den får vi hastebehandlet, men der kommer alligevel til at gå lidt tid, før vi har resultatet, siger vagtchefen, der fortæller,

- Desuden har vi afhørt den afdødes veninde, siger Søren Østerby fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi og fortæller, at man er i gang med at efterforske og lave gerningsstedsundersøgelse på køretøjet.

Ved du noget om sagen? Skriv en mail til Ekstra Bladet på 1224@eb.dk eller send en sms til 1224 (koster alm. takst)