Kvinde faldt fra første sal: Politiet efterlyser mand

Manden er mistænkt for at have truet kvinden kort før faldet

Kvinde faldt tirsdag ud af vinduet i en bygning på Søborg Hovedgade. Nu efterlyser politiet en mand i sagen. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Kvinde faldt tirsdag ud af vinduet i en bygning på Søborg Hovedgade. Nu efterlyser politiet en mand i sagen. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

En kvinde faldt tirsdag fra et vindue fra første sal i Søborg, og nu udsender Københavns Vestegns Politi en efterlysning af en mand, der er mistænkt for at have truet kvinden med kniv inden faldet.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelse.

Kvinden faldt tirsdag fra et vindue på første sal og ned på gaden på Søborg Hovedgade og blev kvæstet.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at politiets indledende efterforskning gør, at de nu mistænker en mand for kort forinden faldet at have truet kvinden med en kniv.

Københavns Vestegns Politi har et overvågningsbillede af den mistænkte mand og opfordrer ham derfor til at melde sig selv.

- Han ved formentlig godt, at vi leder efter ham. Det ville være nemmest for alle parter, at han melder sig, i stedet for at vi skal ud og offentliggøre overvågningsbilledet af ham, siger politikommisær Ole Nielsen i pressemeddelelsen.

Kvinden blev efterfølgende bragt til hospitalet.

Foto: Kenneth Meyer 112 - 2. jun. 2020 - kl. 13:55 Kvinde faldet fra første sal

Ikke kommet alvorligt til skade
Ekstra Bladet var onsdag eftermiddag forbi Søborg Hovedgade for at forsøge at få kontakt til kvinden, der faldt ud af vinduet.

Gennem dørtelefonen fik Ekstra Bladet kontakt til en kvinde, der talte dansk uden accent. Hun fortalte, at den tilskadekomne kvinde var i lejligheden, men at hun ikke ønskede at tale direkte med Ekstra Bladet.

Gennem dørtelefonen fik vi dog at vide, at kvinden ikke var kommet alvorligt til skade og var i bedring oven på faldet. Ingen af kvinderne ønskede at fortælle, om der var tale om en ulykke eller en kriminel handling.

Faldt fra bordel
Flere forretningsdrivende på gaden fortæller til Ekstra Bladet, at de ikke så selve uheldet ske, men opdagede, at noget var galt, da de hørte kvinden ligge og vånde sig for foden af ejendommen på fortovet ved hovedgaden.

En restauratør på adressen over for bygningen, hvor kvinden faldt ud, mener, at hun røg ud af det venstre vindue på første sal, og at hun på vej ned har raget en halogen-spotlampe med sig i faldet.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var det et bordel, som kvinden faldt ud fra. Det bekræfter flere forretningsdrivende i området, som også fortæller, at de dagligt ser mænd, der kommer til og fra.

Samme observation har naboer gjort sig, når de i tidens løb har set flere letpåklædte kvinder i vinduerne. Dog har de ikke set nogen kunder.

Politiet ønsker over for Ekstra Bladet hverken at be- eller afkræfte, at der skulle være tale om et bordel, da de ikke mener, at det har relevans for sagen.