Kvinde fundet død i Mølleåen midt i Vejle

Uidentificeret kvindelig fundet i å ved festgade - lokale frygter uheld på grund af sparsom afspærring

Video: LocalEyes

Ved du noget? Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

Liget af en kvinde er lørdag morgen fundet i Mølleåen midt i Vejle. Det var en kommunalarbejder, der fandt kvinden i forbindelse med rensning af en rist i åen.

Se mere video på localeyes.dk

Ifølge en pressemeddelelse udsendt af Sydøstjyllands Politi drejer det sig om en kvinde i alderen 50 til 55 år, og hun er omkring 170 centimeter høj, kraftig af bygning og med mellemlangt, brunt hår.

- Vi fik anmeldelsen lidt efter klokken otte i morges og arbejder nu på at få fastlagt kvindens identitet og finde ud af, hvad dødsfaldet skyldes. Men der er ingen indikationer på, at det drejer sig om en forbrydelse, siger Martin Rasmussen, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Mølleåen løber langs vejen Dæmningen i det centrale Vejle, hvor byens festkvarter også ligger.

Ifølge en ung vejlenser, Ekstra Bladet i dag har talt med, har der blandt byens unge ofte været talt om risikoen for at falde i åen i beruset tilstand.

- Vi har tit talt om, at det er farligt, at åen slet ikke er ordentlig afspærret, og at fulde mennesker nemt kunne falde de to meter ned og slå hovedet. Det har jeg også selv været bange for, hvis jeg har været fuld og på vej hjem fra byen, siger vejlenseren, der ikke ønsker at optræde med navns nævnelse.

Vagtchef Martin Rasmussen ved Sydøstjyllands Politi bekræfter, at liget af den midaldrende kvinde er fundet et sted, hvor der er sparsom afspærring ned til åen. Han er ikke bekendt med, om der tidligere er fundet personer, der er faldet i åen ved et uheld, hvor det har haft dødelig udgang.

Sydøstjyllands Politi vil gerne i kontakt med personer, der eventuelt har oplysninger i sagen.

Da kvinden blev fundet, var hun iført mørkerød trøje og beige bukser, lilla sandaler i størrelse 37, et dameur med urskive i guld samt to sølvringe.

Politiet anslår, at hun har ligget i vandet 'i nogle timer'.