Kvinde fundet død ved nordsjællandsk strand

Kvinde fundet død ved strand ved Taarbæk Strandvej. Politiet kender endnu ikke kvindens identitet

En livløs kvinde er tirsdag morgen blevet fundet ved strandkanten ved Taarbæk Strandvej.

Det var en privatperson, der var ude at gå på stranden, der gjorde det uhyggelige fund.

- Klokken 07.12 får vi en anmeldelse om, at en delvist påklædt midaldrende kvinde er blevet fundet ved standen på Taarbæk Strandvej, siger Peter Olesen, vagtchef ved Nordsjællands Politi, til Ritzau.

Vagtchefen oplyser, at man endnu ikke kender kvindens identitet.

- Vi tror, at vi skal søge i nærområdet. Man er i gang med at søge efter taske eller lignende for at komme nærmere på kvindens identitet, siger han.

Pressechef ved Nordsjællands Politi, Henrik Suhr, oplyser, at der er tale om en ældre kvinde.

- Kvinden er blevet konstateret død og er blevet kørt til Rigshospitalet for videre undersøgelse. Umiddelbart tyder tingene på, at hun kan have ligget der siden i går aftes, siger Henrik Suhr til Ekstra Bladet.

Han tilføjer, at der ikke er noget mistænkeligt ved dødsfaldet.

Hvis man har oplysninger om sagen, kan man rette henvendelse til Nordsjællands Politi på telefon 114.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere