Kvinde fundet død

Politiet skal foretage kriminaltekniske undersøgelser, efter en kvinde er fundet død

Video: Local Eyes.

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Opdateret klokken 20.14: Politiet arbejder fortsat på stedet.

En kvinde er fundet død på Orø lørdag.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Klokken 12.18 løb en anmeldelse ind om, at en kvindelig beboer på Kratvej i Gamløse på øen i Isefjord ifølge anmelderen ikke har været set i noget tid.

Ifølge anmelderen kunne der være tale om en mulig syg og hjælpeløs person.

Da politiet mødte op på adressen fandt de en død kvinde.

Kvinden er endnu ikke identificeret, men politiet formoder, at det er husets beboer, de har fundet.

Ifølge politiet har kvinden tilsyneladende ligget død i nogen tid.

Det kan ikke udelukkes, at en kriminel handling har fundet sted, og derfor skal dødsfaldet undersøges nærmere.

Politiet undersøger derfor omstændighederne nærmere ved blandt andet at undersøge findestedet, foretage kriminaltekniske undersøgelser og forhøre personer i området.

Det er ikke oplyst, om kvinden er ældre eller yngre eller hvor lang tid, hun eventuelt kunne have været død.

Politiet oplyser, at de stadig arbejder på stedet lørdag aften efter klokken 20.