Kvinde fundet druknet

75-årig kvinde fundet druknet i Kridtgraven ved Aalborg

En 75-årig kvinde har mistet livet i en drukneulykke i Nordjylland.

Det oplyser vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Jess Falberg, til Nordjyske Medier.

En hundelufter opdagede den livløse kvinde i vandet i Kridtgraven i Hasseris ved Aalborg, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Nils Eltzholtz til Ekstra Bladet.

- Vi får bjærget kvinden, som var livløs. Hendes tilstand var umiddelbart så god, så ambulancepersonalet forsøgte genoplivning, og det lykkedes også at skabe en reaktion. Men hun blev senere erklæret død på sygehuset, siger Nils Eltzholtz.

Ifølge Nordjyllands Politi er der ikke tale om en kriminel handling.

Den livløse kvinde blev fundet drivende i vandet cirka fire meter fra bredden. Det er uklart, hvordan kvinden er havnet i vandet, men Niels Eltzholtz fortæller til Ekstra Bladet, at det hurtigt bliver dybt på stedet.

- Og man går faktisk ude i vandet på stierne. Det er ingen afskærmning, siger Nils Eltzholtz.

Nordjyllands Politi oplyser til Ekstra Bladet, at man er i færd med at undersøge hændelsen, og at det endnu er for tidligt at sige noget om, hvordan ulykken kunne ske.

Området omkring Kridtgraven er et velbesøgt område, som blandt andet bruges af bløde trafikanter som smutvej, oplyser Nils Eltzholtz.