Kvinde i kritisk tilstand efter drukneulykke: Familien er på vej fra USA

Lægerne på Rigshospitalet ved endnu ikke, om den 21-årige amerikaner har taget skade efter ulykken

Den 21-årige amerikanske kvinde, der søndag morgen blev fundet livløs i en sø, er i kritisk tilstand. Hendes familie er derfor på vej til Danmark for at være ved hendes side.

Det oplyser Københavns Politi til Ekstra Bladet.

Kvinden blev fundet i en lille sø ved Kattegatvej i Københavns Nordhavn, hvor lægerne på Rigshospitalet efterfølgende kæmpede for at genoplive hende. Det lykkedes at stabilisere den 21-årige amerikaner, og lægerne holder hende nu i kunstigt koma.

- Når en person ligger i koma, ved man ikke rigtig, hvordan situationen ser ud, men lige nu er hun i kritisk tilstand. Vi ved ikke, hvor lang tid hun skal være indlagt. Hendes familie er lige nu på vej herover, oplyser Kristian Aaskov, vagtchef ved Københavns Politi, til Ekstra Bladet.

Ifølge politiet forventer man at vække kvinden fra den kunstige koma inden for de kommende dage. Derefter skal lægerne vurdere, om kvinden har taget skade efter ulykken.

Se også: Ung kvinde i kunstigt koma efter drukneulykke

Kristian Aaskov fortæller samtidig, at det endnu er usikkert, om kvinden var påvirket, da hun faldt i søen. Lægerne har derfor taget blodprøver, der skal hjælpe med at gøre dem klogere på situationen.

- Vi ved ikke med sikkerhed, hvor lang tid hun lå i søen, inden hun blev fundet. Hun var væk i et stykke tid, og så blev man urolig og fandt ud af, at hun lå i vandet, siger Kristian Aaskov.

Snublede i vandet
Kvinden er en amerikansk turist, der er i Danmark for at besøge nogle venner, som studerer her i landet

Gruppen havde været til en udendørs fest i Nordhavnen og havde fået noget at drikke.

På hjemvejen skulle kvinden træde af på naturens vegne og gik afsides for at finde et sted at tisse, mens vennerne ventede på hende. På et tidspunkt begynder de at lede efter hende, men kan ikke lige finde hende. Efter nogen tids søgning, finder de hende liggende livløs i en sø, der er adskilt fra havnen af en cykelsti.

Politiet mener, at kvinden er snublet og faldet i vandet.

Der er intet, der tyder på, at hun har været udsat for en forbrydelse, sagde Sajjad Haider, efterforskningsleder ved Københavns Politi, søndag til Ritzau.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere