Kvinde og mand anholdt i forsvindingssag

To personer er anholdt i forbindelse med sagen om den efterlyste Eddie Karl-Johan Christensen i Nordjylland, som ifølge politichef ikke er dukket op under udgravninger i Nordjylland

Politiet ransagede i går denne ejendom i Frederikshavn i forbindelse med efterforskningen af nordjyske Eddie Karl-Johan Christensens forsvindingssag. Nu er en mand og en kvinde anholdt i sagen. Video: René Schütze

En mand på 45 år og en et år ældre kvinde er anholdt i forbindelse med den efterforskningen af den 39-årige nordjyde Eddie Karl-Johan Christensens forsvindingssag i Nordjylland.  

Lederen af politiets efterforskning, vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi Frank Olsen, oplyser, at de to blev anholdt i går klokken 12.10, og at politiet foretog anholdelsen i området omkring Frederikshavn.

De vil begge senere i dag blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Hjørring, forklarer efterforskningslederen, der oplyser, at der vil komme en begæring om dobbelt lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning.

Eksperter i knoglefund
Nordjyllands Politi har natten igennem arbejdet på højtryk i to nærområder syd for den forsvundne Eddie Karl-Johan Christensens bopæl i en campingvogn i Elling nord for Frederikshavn.

Der har også været retsmedicinerne og eksperter i knoglefund fra Moesgaards Museum til stede, oplyser Ekstra Bladets medarbejder, som har fulgt udgravningerne. Her er jord angiveligt blevet siet i jagten på spor efter den 39-årige nordjyde.

Det bekræfter Frank Olsen, som uddyber, at udgravningerne indtil videre har været resultatløse.

- Konklusionen er, at vi ikke har fundet den efterlyste 39-årige mand. Men vi har været til stede med folk, der har mange forskellige kompetancer - det gælder også folk fra Moesgaard Museum, siger vicepolitiinspektøren.

Kvæstet og sølet ind i benzin
Politiet vil ikke udtale sig yderligere om fund af spor på nuværende tidspunkt, men oplyser i en pressemeddelelse, at politiets massive efterforskning i de kommende dage fortsætter på højtryk.

Det vil blandt andet indebære, at politiet fortsat foretager en række tekniske undersøgelser på den ransagede ejendom, og at politiet har været til stede på andre adresser i området. 

 

Der var undersøgelser på stedet natten til fredag. Foto: René Schütze
Der var undersøgelser på stedet natten til fredag. Foto: René Schütze

Den forsvundne 39-årige gav sidst livstegn fra sig lørdag aften, da han ringede til sin mor for at aftale et besøg hos hende. Han var på det tidspunkt bange, er det tidligere fremgået. Eddie Karl-Johan Christensen dukkede dog aldrig op og blev i løbet af ugen efterlyst af Nordjyllands Politi.

Han var tilbage i 2016 offer for et brutalt overfald, hvorefter han i forlængelse af en færdselsulykke blev efterladt hårdt kvæstet og sølet ind i benzin i en varevogns bagagerum i Elling.

Politiet rykkede hurtigt ud, da en knallertkører slog alarm 24. oktober 2016. Han havde fundet den nu efterlyste Eddie Karl-Johan Christensen hårdt kvæstet og overhældt med benzin i den varevogn, som kort forinden var kørt ind i ham i den nordjyske landsby Elling. To mænd blev senere dømt for drabsforsøg i sagen. Foto: René Schütze Krimi Efterlyst med blodig fortid: Eddie tævet halvt ihjel og sølet ind i benzin

Eddie Karl-Johan Christensens sølvgrå VW Polo blev i løbet af ugen fundet ved Rimmen Station, som er et lokalt togstop mellem Skagen og Frederikshavn. Der var ingen spor af bilens ejer i eller omkring det parkerede køretøj.