Kvinde omkommer i brand i lejlighed

En hjemmehjælper opdagede en lejlighedsbrand og slog alarm. Men det lykkedes ikke at redde beboerens liv

En ældre kvinde er natten til onsdag omkommet i en brand i sin bolig i landsbyen Vestervig i Thy.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

- Det var en hjemmehjælper, der opdagede branden, da hun kom på besøg i nat, oplyser vagtchef Henrik Nielsen.

Hjemmehjælperen alarmerede politiet klokken 2.03.

Den omkomne kvindes familie er endnu ikke underrettet, og indtil det er sket, ønsker politiet ikke at komme med yderligere oplysninger om personen.

Branden opstod i en bygning i ét plan, der rummer flere lejligheder, fortæller vagtchefen.

Branden blev slukket, inden flammerne nåede at sprede sig.