Kvinde på ikonisk terrorfoto gik verden rundt: Nu er hun død

Billedet af en såret Victoria McGrath gik verden, da hun overlevede terrorangrebet mod Boston Marathon i 2013. Nu er hun død i en ulykke under ferie i Dubai

Billedet af Victoria McGrath gik verden rundt. (Foto: AP)
Billedet af Victoria McGrath gik verden rundt. (Foto: AP)

Billedet af den hårdt sårede Victoria McGrath gik verden rundt i 2013. Hun blev såret under terrorangrebet mod Boston Marathon, da to bomber sprang simultant. Efterfølgende blev hun båret væk liggende i armene på en brandmand, da en fotograf knipsede det, som senere blev et ikonisk billede og vakte håb for de sårede og efterladte.

Victoria McGrath kæmpede sig tilbage og fik en normal hverdag igen, men knap tre år senere har hun mødt et tragisk endeligt. Under en ferie i Dubai har hun og en klassekammerat mistet livet i en trafikulykke, skriver NBC News.

- Vi er lammede, chokerede og sønderknuste, skriver Victoria McGraths mor, Jill, i en mail til avisen.

Den nu 23-årige kvinde gik på Northeastern University i Boston og var på studietur i Dubai med veninden Priscilla Perez Torres, da de forulykke og mistede livet.

Hendes universitet bekræfter i en officiel meddelelse, at deres to elever har mistet livet.

- Victoria og Priscilla var højt værdsatte og en vigtig del af universitetet. At de er gået bort efterlader et kæmpe hul i vores hjerter og i vores lokalsamfund. De var begge venlige og talentfulde unge kvinder med en fantastisk fremtid foran dem, skriver Northeastern University.

Ramt af granatsplint
Den daværende 20-årige kvinde blev alvorligt såret, da den første bombe i Boston eksploderede ved målstregen den 15. april 2013. Hun stod knap to meter fra bomben, da den sprang som tilskuer til løbet. Victoria Mcgrath blev ramt af en granatsplint, som gennemborede hendes ben, og efterlod hende hårdt såret på fortovet.

Brandmanden Jimmy Plourde bar hende dog i sikkerhed, mens en fotograf fra Boston Globe fangede det ikoniske øjeblik i sin kameralinse.

Hun led af alvorlige nerveskader i benet, og brugte flere uger på at genoptræne på hospitalet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere