Kvinde skåret i stykker og fodret til svinene i gådefuld sag: Nu er der nye oplysninger

Italiensk politi fandt kort før nytår liget af en kvinde, der var blevet skåret i stykker og fodret til svinene. Politiet havde sparsomt med oplysninger til offentligheden, men nu er der nyt

Carabinieri afspærrede lørdag et stort område nær Verona. Ligresterne var blevet spredt blandt olivetræerne (Foto: Politifoto)
Carabinieri afspærrede lørdag et stort område nær Verona. Ligresterne var blevet spredt blandt olivetræerne (Foto: Politifoto)

En uhyggelig sag fra Italien har ramt overskrifterne i flere lande og i særdeleshed i støvlelandet.

Lørdag fandt politiet et kvindelig i byen Valeggio Sul Mincio nær den historiske by Verona, og i flere dage har sagen været præget af stor mystik.

Men nu har Carabinieri (Italiensk politi red.) valgt at give flere oplysninger til offentligheden.

Ifølge den lokale avis i Verona, L'Arena, er der blevet gennemført en obduktion, der viser, at kvinden er blevet slået flere gange i hovedet med en stump genstand, inden hun blev parteret.

Samtidig har myndighederne offentliggjort identiteten på den dræbte kvinde, og der er tale om 46-årige Khadija Bencheick, der oprindeligt stammer fra Marokko, men har boet i Italien i 20 år.

Italiensk politi er derfor nu på jagt efter en tidligere kæreste, som de anser som en af de mistænkte.

Tidligere har Carabinieri oplyst, at de fandt en kvinde, der var blevet skåret i stykker, spredt og var blevet fodret til vildsvinene, og det bekræfter borgmester i byen Angelo Tosoni.

Politiet blev opmærksomme på sagen lørdag, da en lokal kvinde fandt ligresterne i et skovområde nær en vinmark.

Delene var spredt i et område på omkring fire meter, og politiet arbejder ifølge La Stampa ud fra en teori om, at morderen har håbet på, at vildsvinene ville æde liget, så det kunne blive skaffet af vejen.

Siden da har politiet arbejdet på højtryk på at finde morderen, men det er fortsat ikke lykkedes.