Kvinde sultede katte til døde

En 53-årig kvinde har rettens ord på, at hun ikke må have noget med katte at gøre i de næste tre år

Det var på denne grund, at den 53-årige kvinde boede i en campingvogn med sine mange katte. Foto: Kenneth Meyer
Det var på denne grund, at den 53-årige kvinde boede i en campingvogn med sine mange katte. Foto: Kenneth Meyer

En 53-årig kvinde er ved Retten i Helsingør blevet idømt en ambulant behandlingsdom, og frakendt retten til at omgås og have katte de næste tre år.

Sagen mod kvinden startede tilbage i november 2016, hvor hun fik et midlertidigt forbud mod at have med katte at gøre. Dette forbud var gældende, indtil der faldt dom i sagen.

Boede i en campingvogn
Da sagen kom for Retten i Helsingør tilbage i 2016, havde kvinden haft 29 katte i den campingvogn, som hun selv boede i.

Dengang blev der fundet fem døde katte i campingvognen, en voksen hunkat og fire killinger. Alle blev de vurderet til at være døde af underernæring.

De 24 resterende levende katte led også af underernæring samt øjen- og næselidelser.

Forholdene i campingvognen skulle have været ret dårlige. Flere af ruderne i vognen var knuste, tæpperne beskidte, og der var katteurin- og afføring rundt omkring.

De mange katte havde ikke mad, og der var begrænset adgang til vand.

Flere til samlingen
I marts 2017, mens sagen kørte i retten, havde kvinden valgt at flytte sin campingvogn fra Helsingør til Snekkersten. Samtidig havde hun anskaffet sig en ny samling på 15 katte, til trods for det midlertidige retslige forbud mod at omgås og holde katte.

De 15 katte blev hurtigt til mange flere. Mange af kattene var drægtige, da de blev overdraget til det lokale dyreværn.

Dyreværnet vurderede, at kattene egentlig havde det meget godt. Det blev senere opdaget, at mange af kattene led af den uhelbredelige sygdom FIP (Felin Infektiøs Peritonitis red.), og derfor skulle de aflives.

Ankede dommen
Årsagen til, at der først er faldet dom i sagen nu er, at kvinden har været igennem en mentalundersøgelse. Det er på baggrund af denne undersøgelse, at hun er blevet idømt en behandlingsdom.

Senioranklager Rikke Hald ved Nordsjællands Politi fortæller, at den 53-årige kvinde valgte at anke dommen på stedet. Derfor er der opretholdt et navneforbud i sagen.

Indtil Landsretten har afsagt dom i sagen, er det stadig ikke tilladt for den 53-årige kvinde at have med katte at gøre.