Kvinde svindlede arbejdsplads for 3,9 millioner: Nu har hun fået nyt job

49-årig kvinde tilstod torsdag i retten i Odense at have begået underslæb for næsten fire millioner kroner

Kvinden var tiltalt og
Kvinden var tiltalt og

3.925.102 kroner.

Så mange penge formåede en 49-årig kvinde at franarre sin daværende arbejdsplads i Vejle mellem juni 2014 og slutningen af 2016, inden det blev opdaget.

I dag, torsdag, skulle kvinden for retten i Odense, og selvom der var afsat en hel dag til sagen, varede den blot en halv time. Det beskriver Fyens.dk, der var til stede i retten.

Kvinden valgte således at tilstå alle anklager, og derfor kunne sagen hurtigt afsluttes.

Bipolar sindslidelse
Normalt kan økonomisk kriminalitet give helt op til otte års fængsel, men den 49-årige kvinde blev dømt til psykiatrisk behandling med mulighed for indlæggelse, hvis det findes nødvendigt af en overlæge og Kriminalforsorgen.

Strafudmålingen blev foretaget på baggrund af en mentalundersøgelse, som viste, at kvinden lider af en bipolar sindslidelse. Selv forklarede hun da også, at hun ikke kunne huske, hvordan hun har overført de mange penge til sig selv.

Anklager Rasmus Maar Hansen fortalte dog, at underslæbet havde fundet sted gennem hendes job som afdelingsleder i et firmas lønkontor, hvor hun havde snydt med medarbejdernes feriefridage.

925.000 kroner tilbage
Det vides ikke, hvad de knap fire millioner kroner er brugt på, men kvinden skal betale en erstatningssum tilbage på 925.000 kroner.

Nu er kvinden i et behandlingsforløb, og i retten kom det frem, at hun har fået nyt arbejde.

- Hun ønsker at fortsætte i den fornuftige proces, sagde hendes forsvarer, Thorsten Peter Lauridsen, ifølge Fyens.dk i retten.