Kvinde tiltalt for at lade 14-årig dø: - Han havde fråde om munden

En dreng, der befandt sig i lejligheden, så, at en 14-årig dreng havde fråde om munden på en kvindes badeværelsesgulv. En 41-årig kvinde er tiltalt for at lade den unge dreng dø, da hun vidste, at han havde brug for hjælp

Et vidne så den 14-årige dreng med fråde om munden i kvindens lejlighed. Her er han fotograferet nogle år før sin død 11. marts. Moderen ønsker ikke hans navn og ansigt frem, så længe retssagen kører. Privatfoto
Et vidne så den 14-årige dreng med fråde om munden i kvindens lejlighed. Her er han fotograferet nogle år før sin død 11. marts. Moderen ønsker ikke hans navn og ansigt frem, så længe retssagen kører. Privatfoto

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): - Han lå og havde fråde om munden. Jeg kan huske, at han havde åben mund.

Sådan beskrev et vidne det syn, der mødte ham, da han så en døende 14-årig dreng ligge på badeværelsesgulvet i en lejlighed på Østerbro natten mellem 10. og 11. marts i år.

Det fortalte vidnet - en af flere teenagere, der var til stede i lejligheden -  i Københavns Byret fredag. Her er en 41-årig er tiltalt i sagen for at efterlade sin egen datter og en 14-årig dreng, der var datterens kæreste, i hjælpeløs tilstand ved ikke at tilkalde hjælp på et tidspunkt, hvor hun indså, at de havde brug for det.

Hun nægter sig skyldig.

Drengen endte med at dø, mens datteren fik en svær hjerneskade og stadig er i en alvorlig, behandlingskrævende vegetativ tilstand.

I retten fortalte vidnet, at han kom til lejligheden senere end de andre - efter klokken 21. Han blev først opmærksom på, at den 14-årige dreng havde det skidt, da den tiltalte havde fundet ham på badeværelset og kaldte efter hjælp.

Se også: 14-årig lå døende på badeværelsesgulv: ’Vi så alle sammen, at han blev mere bleg’

Efterfølgende ringede vidnet til en ven af tiltalte, da vidnet mente, at 'han havde bedre styr på, om der var noget helt galt'.

- Jeg kan ikke huske, at nogen talte om at ringe til 112, sagde vidnet i retten.

Da vennen kom, blev de enige om, at der var noget helt galt med den 14-årige. Ifølge vidnet blev folk i lejligheden enige om at bære den 14-årige dreng ud af lejligheden.

-  Det gjorde vi, så ambulancefolkene ikke skulle op ad trappen, lød det fra vidnet. Det var ham, der i sidste ende også ringede 112. Her sagde han, at de havde fundet den 14-årige på gaden.

- Hvorfor sagde du det? ville anklager Søren Harbo vide

-  Jeg kan ikke huske, hvorfor vi mente, det var en god ide. Vi tænkte ikke klart og gik i panik.

- Havde det noget at gøre med, at lejligheden ikke skulle involveres?

- Nej, det kan jeg ikke huske. Det er et halvt år siden, lød svaret fra vidnet, som dog alligevel fortalte, at en af de andre teenagere ikke ønskede politiet i lejligheden. Adspurgt af forsvareren mente vidnet dog, at det var fordi, teenageren var involveret i hashhandel.

Havde taget stoffer
Drengen, der afgav forklaring i retten, bekræftede ligeledes over for anklageren, at han om eftermiddagen 10. marts. så både den 14-årige dreng og den 41-årige kvindes datter tage nogle af den tiltaltes piller.

Vidnet sagde til dem, at det var dumt, og så svarede de, at det bare var hovedpinepiller. Derefter forlod vidnet lejligheden og kom først tilbage senere.

Et andet vidne har også fortalt i retten, at hun både så de to unge drikke vand med stoffer i og senere hørte dem tale om at 'hente nogle piller' et andet sted i lejligheden.

Se også: Tiltalt for at lade 14-årig dø: Mistænkt for at ville afstemme forklaring