Kvinde ville tage selfie i zoo - angrebet af jaguar

En kvinde ignorerede afspærringerne og kom for tæt på jaguaren, da hun ville tage en selfie i zoo. Advarsel: Voldsomme billeder

Adam Wilkerson løb til undsætning, da han hørte en kvinde råbe om hjælp. Han nåede også at optage en video efter jaguaren havde givet slip. Foto: Ritzau Scanpix
Adam Wilkerson løb til undsætning, da han hørte en kvinde råbe om hjælp. Han nåede også at optage en video efter jaguaren havde givet slip. Foto: Ritzau Scanpix

Der er en meget god grund til, at dyrene i zoologiske haver er buret inde.

Det burde ikke være nødvendigt at minde om, men lørdag aften gik det alligevel galt i Wildlife World Zoo i den amerikanske stat Arizona, hvor en kvinde blev angrebet af en jaguar.

Det skriver blandt andre CNN og KPHO.

Shawn Gilleland fra Rural Metro Fire Department fortæller til mediet, at kvinden, som er i 30'erne, passerede afspærringerne for at tage en selfie ved jaguar-indhegningen, da en hunjaguar stak poten ud og gik til angreb på hendes arm.

Optagelserne fra vidnet Adam Wilkerson viser kvinden efter angrebet. Skaderne på hendes arm var heldigvis ikke livstruende. Foto: Ritzau Scanpix
Optagelserne fra vidnet Adam Wilkerson viser kvinden efter angrebet. Skaderne på hendes arm var heldigvis ikke livstruende. Foto: Ritzau Scanpix
 

'Gæsten pådrog sig ikke-livstruende skader på armen fra en af vores hunjaguarer. På familiens anmodning blev ambulancereddere tilkaldt. Dyret var på intet tidspunkt ude af dets indhegning… vær venlig at respektere afspærringerne. Vi sender en bøn til familien i nat, skrev Wildlife World Zoo på Twitter efter angrebet.

Et vidne, Adam Wilkerson, der opholdt sig i den zoologiske have sammen med sin familie, fortæller, hvordan han så en kvinde komme løbende rundt om et hjørne og råbe på hjælp.

- Jeg havde ingen idé om, hvad jeg ville få at se, jeg løb bare derhen. Jeg så den anden pige op ad hegnet, med sin arm i jaguarens kløer. Jeg kunne se kløerne nede i selve huden på hende, fortæller Adam Wilkerson.

Ifølge ham gav jaguaren først slip, da hans mor kastede en vandflaske ind i indhegningen for at distrahere dyret.

CNN er i besiddelse af et alarmopkald fra episoden, hvor en zoo-medarbejder ifølge mediet siger, at kvindens arm er i en 'temmelig kritisk tilstand'.

'Hun har smerter, altså virkelig store smerter', lyder det blandt andet fra den ansatte i optagelsen.

Wildlife World Zoo har efterfølgende forsikret sine følgere om, at den pågældende hunjaguar ikke vil blive aflivet som følge af episoden.

Kvinden har ifølge mediet efterfølgende været tilbage i Wildlife World Zoo for at sige undskyld og tage ansvar for selfie-episoden. Hun ’har det forfærdeligt med den dårlige omtale, den zoologiske have har fået omkring hændelsen’, siger talskvinde Kristy Morcum.