Kvindelig bilist buldrede ind i forhave

En kvindelig bilist kørte søndag aften galt på en villavej. Bilen endte på siden, mens kvinden tog benene på nakken

Det gik heftigt for sig på en villavej i Tåstrup søndag aften (Foto: Henrik R. Petersen)
Det gik heftigt for sig på en villavej i Tåstrup søndag aften (Foto: Henrik R. Petersen)

En række borgere på en villavej i Tåstrup fik sig formentlig den sene søndagskaffe galt i halsen, da de kiggede ud af vinduet.

Søndag aften kørte en kvinde galt på Rugkærgårdsvej, og hun endte sågar i en forhave. Det oplyser Københavns Vestegns Politi til Ekstra Bladet.

- Vi får en anmeldelse via 112 om et solouheld. Det viser sig så, at en kvindelig bilist er kørt galt og landet i en forhave, siger vagtchef Lars Guldborg til Ekstra Bladet.

Men dramaet stoppede ikke her. Ifølge politiet valgte kvinden at sparke forruden ud og flygte fra stedet.

- Det lykkedes os dog senere at få anholdt hende. Vi har mistanke om, at der er alkohol involveret, så hun får lige taget en blodprøve, siger Lars Guldborg.

Udover en ødelagt græsplæne i en forhave, så har uheldet også kostet et elskab og en lygtepæl livet.

Kvinden har ingen alvorlige skader, men er alligevel kørt på hospitalet til et tjek.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere