Kvindelig præst stukket ihjel med samuraisværd

En kvindelig præst fra Japan er fundet dræbt uden for sit hjem

Præst og leder af Tomioka Hachimangu- templet i Tokyo, Nagako Tomioka, er død efter at være blevet overfaldet og stukket med samuraisværd. Foto: AP
Præst og leder af Tomioka Hachimangu- templet i Tokyo, Nagako Tomioka, er død efter at være blevet overfaldet og stukket med samuraisværd. Foto: AP

En kvindelig chefpræst i den japanske hovedstad Tokyo er torsdag aften lokal tid blevet dræbt med et samuraisværd - tilsyneladende af sin bror.

Det skriver AP.

Efter overfaldet begik overfaldsmanden selvmord, ligesom en kvindelig medgerningsmand også er afgået ved døden.

Ifølge politiet lå de to gerningsmænd på lur bag præstens hus ved Tomioka Hachimangu-templet og overfaldt hende, da den 58-årige kvinde trådte ud af sin bil. Præstens chauffør blev også angrebet med et samuraisværd, men det lykkedes ham at flygte.

Ved gerningsstedet har politiet udover samuraisværdene fundet to knive.

Motivet til drabet er endnu ukendt.