Kvinden i den røde Porsche dømt: Mor ærgrer sig

Dommen var langtfra, hvad anklageren Sophia Luxford gik efter

Line og hendes mor Dorthe Hessel til retssagen i Roskilde. Foto: Mats Magnussen
Line og hendes mor Dorthe Hessel til retssagen i Roskilde. Foto: Mats Magnussen

En 27-årige kvinde fra Frederikssund blev ved Retten i Roskilde torsdag dømt 20 dages fængsel, en bøde på 2500 kroner samt en frakendelse af førerretten i seks måneder, skriver sn.dk.

Dermed er føreren af den røde Porsche Boxter, der i januar kørte ind i 13-årige Line Hessel, nu blevet dømt, selvom hun ikke dukkede op i retten.

Netop det faktum, at den skyldige udeblev fra retten, er Dorthe Hessel, Lines mor, meget ærgerlig over.

- Jeg kunne godt have ønsket mig en længere fængselstraf. Men det, jeg er mest ærgerlig over, er, at vi ikke kunne få hendes syn på sagen. Line ville også gerne have set hende, det var det primære mål for hende, fortæller Dorthe Hessel til Ekstra Bladet,

Den 27-årige kvinde blev fundet skyldig i selve uheldet ved ikke at have udvist agtpågivenhed og tilsidesat væsentlige forhold ved ikke at have tilpasset sin kørsel efter forholdene.

Ikke tilfreds

Dommen var langtfra, hvad anklageren Sophia Luxford gik efter.

Hun mente, at straffen skulle ende på tre måneders ubetinget fængsel samt 15-20 dagbøder af 200 kroner. Derudover gik hun efter yderligere en bøde på 10.000 kroner og en ubetinget frakendelse af kørekortet.

Hun ville efter domsfældelsen klokken 12 læse dommen og derefter tage stilling til, om sagen skal ankes.

Forsvarer erkendte, at det ud fra sagens oplysninger og dokumentation var den tiltalte 27-årige kvinde, som var fører af bilen, da uheldet skete. 

Stridens kerne var, om kvinden skulle dømmes efter straffeloven for at være stukket af fra uheldsstedet uden at yde hjælp, som anklageren mente.

Eller om hun kun skulle straffes efter færdselsloven, der udløser en mildere straf.

Her mente retten, at hun havde tilsidesat sin hjælpepligt, men det blev ikke fundet bevist, at hun havde til hensigt at tilsidesætte sin hjælpepligt, hvorfor hun blev dømt efter færdselslovens §9.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere