Kvinder i kamp: Forsøgte at klippe hale af hest

En 57-årig kvinde slog en 27-årig hesteejer i hovedet med en saks og forsøgte at klippe halen af hendes hest

Det endte i går helt oppe i det røde felt på Ditlevshøj ved Høm nær Ringsted

Her kom to yngre kvinder trækkende med deres to heste, da en 57-årig kvindelig bilist passerede dem med højere hastighed, end de syntes var forsvarligt.

Det kan de have påpeget, for lidt længere fremme ad vejen så de en kvinde, der stod midt på vejen og var udstyret med en saks.

Der opstod nu håndgemæng mellem en af hesteejerne, en 27-årig kvinde fra Vallensbæk, og bilisten. Det endte med, at den 27-årige blev ramt i hovedet med saksen, som også gav hende en rift på hånden, oplyser Midt- og Vestsjællands Polit.

Den 57-årige må have været godt rasende, for hun forsøgte herefter at klippe noget af den ene hests hale, inden hun herefter forsvandt ind i et nærliggende hus.

Politiet fandt frem til kvinden, der i aftes kl. 22.14 blev sigtet for vold og afhørt til sagen, inden hun blev løsladt.

Hun havde en anden opfattelse af hændelsesforløbet, som politiet nu forsøger at få klarlagt i detaljer, inden anklagemyndigheden senere skal tage stilling til sagen.